Per's Blog

Per’s Memo

Jeg blev født 4-1-1926 I Holsted, Danmark. Min søster Beth blev født to år senerer og min søster Ida fire år senere. Min far var leder af politistationen i Holsted. Da jeg blev født, og for de næste 10 år, var politistationen liggende i Østergade, overfor Hotellets markedsplads. I 1938 blev den flytted op til Tinghuset højere oppe i gaden.
Vi havde en dejlig tid som børn og unge i Holsted. Det var en typical lille landsby med ca.1000 indbygere. Vi havde mange venner og familie medlemmer boende i byen. Nogen af min mors ungdomsvenner boede der stadigt. Vi havde det meget hyggeligt og morsomt med resten af familien i Holsted. Det var særligt morsomt når onkel Kette (Kristian) kom omkring for et hold snak og en øl. Han var en rigtig skuespiller som altid var fuld af sang og lystighed. Han var en god musikker som tit spillede med min mor og andre venner. Jeg tror at hans søn Bjørn har arvet lysten til at synge lystige viser. Vi var tit på besøg hos onkel Kette og tante søster(Marie) og deres børn Karl Jørgen og Bjørn.De boede i Søndergade i Huset som min bedstefar Carl Weirup havde bygget i 1912. Der var to etager og et værksted. Overfor, på den anden side af gaden lå “Toftebo”hvor min onkel Valdemar boede med sine to søstre tante Karen og tante Mie og deres mor tante Anna som var en søster til min bedstefar. Unkel Frederik, en bror til min bedstefar, var fotograf i Holsted Station, en landsby tre km syd for Holsted, Der var også onkel Chr Keldsen og tante Dorthea som havde en forretning i Søndergade der hvor viadukten nu er.
Tiden hvor vi groede op i Holsted gik stille og roloigt uden de store hændelser lige med undtagelse af Anden Verdenskrig. Fra jeg var 6 til 11 år gammel gik jeg til den samme skole som min mor. Efter skoletid var der altid noget at tage sig til. Vi legede f.eks at vi var voksene og havde biler, huse og bestillinger. Vore cykler var biler. Vi byggede vore huse af grene og moss i skoven som tilhørte hotellet.Vi lavede konkurrencer af forskellig slags. Jeg var verdens mester i at køre tværs igennem en hæk uden at stoppe.Om vinteren skøjtede vi på Vestermosen eller kælkede på kælkebakken i Skyggedal. Der var en lille biograf i byen som gav os en masse ideer til efter ligning. Vi legede indianere og cowboys hvor hver især efterlignede de forskellige personligheder fra film vi havde set. Der var flere svømme huller i nærheden og der var masser af skov så vi kedede os ikke.Nogen af os fiskede i Holsted Å som snoede sig smukt gennem byen.

Livet blev en lille smule mere alvorligt da jeg startede på Ribe Katedralskole da jeg var 11 år gammel. Ribe er 25 km fra Holsted, så jeg rejste med tog og skulde skifte i Bramminge. Rejsen tog en time. Jeg skulde med bus 3 km til Holsted Station.I de næste 5 år startede jeg kl 7 og var hjemme kl 4 hvor jeg så skulde gøre hjemme arbejde. Det var jo i krigsårene med forsinkede toge eller slet ingen toge. Så havde vi fri og det var jo dejligt.

Jeg husker tydeligt niende April 1940. Toget gik ikke længere end til Bramminge. Al dansk togtrafik blev aflyst. Et tysk panzertog overmalet med dødninge hoveder kom langsomt rullende fra syd ind på Bramminge station. Det syn glemmer jeg aldrig. Der var masser af støj fra Messersmith jagere oven over os.Jeg gik sammen med mine kammerater hen til et gade hjørne i Bramminge. Der var en endeløs trafik af de tryske tropper kommende på motorcycle med sidewogn, små biler, store biler, lastbiler og tankvogne på vej ind i Danmark. Det var både spændende og sørgeligt på samme tid. Der var ikke noget skyderi hvor vi var.

Skoletiden i Ribe gik ret stille af. De fleste af os unge mennesker rejste til skole enten i Ribe eller i Esbjerg. Vi rejste alle i det samme tog morgen og aften og havde en masse sjow. Jeg husker en hændelse hvor det lykkedes een af mine skole kammerater at udrulle alle toilet papir rullerne ud af vinduet fra alle toiletterne på toget. DSB brugte den gang alle deres gamle vogne på Ribe banen. Vognene havde udvendigt trinbrædt og gelændere i hele togets længde. Toget rullede ind på banegården pyntet som et juletræ. Der hængte toiletpapir på alle gelændere og håndtag. Drengen der gjorde det havde en alvorlig samtale med rektor dagen efter. Stations forstanderen fra Bramminge havde klaget til skolens rektor.
Det var ungdoms årene hvor vi udviklede os. Vi dansede og morede os i de nærliggende forsamlingshuse og på Larsens Hotel og Højskolehjemmet i Holsted. Vi havde også en lille musik gruppe som mødtes en gang om ugen til spil. Vi gik også til gymnastik og tennis.
Lidt efter lidt stoppede alt togtrafik. Kun tog med troppe transporter og krigs materiel var tilladt af tyskerne. Udenbys elever blev nødt til at bo hos lærere og venner i Ribe og Esbjerg.Jeg boede hos een af lærerne nogen få måneder.
I de senere krigsår var undergrunds bevægelsen godt organiseret i Danmark. Min far spillede en masse kort i denne tid. Han sagde altid at han skulde ud og spille kort med sine venner når han forsvandt om aftenen. Det skete altid når han havde lytted til den engelske sender fra London. Vi børn havde jo en anelse om hvad der foregik. Han var medlem af en grubbe som opsamlede våben containere kastet ud fra britternes krigs fly over skovene omkring Holsted. Dette skete naturligvis over hele landet. Min far og mor måtte gå under jorden nogle måneder da han blev advaret om at det vilde gå galt. De rejste til Fur og levede hos min moster Carla og onkel Martin. Min egen medvirken i undergrunden var meget lille. Jeg var fjorten år og skulde passe mine studier. Der var dog nogle af de ældre elever som deltog. To af mine venner fra Bremminge blev arresteret og skudt af tyskerne. Under krigen skulde alle våben afleveres på politistationerne. Een af cellerne på Tinghuset hvor vi boede var fyldt til briste punktet af geværer og pistoler. En grubbe i Ribe bad mig om at tegne en plan af huset visende hvor våbnene var anbragt. Kort tid efter at de havde fået tegningen ankom et par folk en aften fra grubben og afhentede våbnene. De afslog en kop kaffe min mor tilbød dem.

Efter fem års forløb afsluttede jeg årene i Ribe med Realeksamen. Jeg havde nu besluttet mig til at blive arkitekt. Jeg var blevet anbefalet at includere et praktisk byggefag i mine studier. Jeg blev nu tømrer lærling i fire somre i Vejen, 15 km fra Holsted og gik på Esbjerg Teknisk Dagskole i fire vintre.Jeg cyklede de 15 km til Vejen morgen of aften. Gennem hele livet har jeg haft meget gavn og fornøjelse af tømrer faget,Jeg afsluttede med et certificat i bygnings konstruction. Det gav mig adgang til Kunstakademiet i København. Jeg mødte Randi i Esbjerg og inviterede hende til skolebal. Vi elskede hinanden og blev gift et par år efter. Susanne blev født seks måneder efter. På det tidspunkt var jeg meget interesseret i flyvning. Jeg var medlem af den lokale flyve klub i Esbjerg og havde vundet een times dobbel styring i en KZ maskine efter at have færdig gjort et teoretisk flyve kursus. Jeg var bogstaveligt talt oppe i skyerne. Det var en herlig fornemmelse at mærke hvordan planet reagerede på den mindste bevægelse med styre pinden. Bortset fra at flyve lige ud og gøre nogle højre og venstre drejninger fik jeg lov at starte og lande maskinen tre gange. Det var i 1951. Susanne var født et par dage før på Brørup sygehus. Hun foreventede naturligvis mit besøg på sygehuset og var meget gram ihu da jeg ikke ankom. Jeg kunde jo ikke flyve og se til kone og datter på samme tid. Jeg arbejdede på arkitekt kontorer i Bramminge og Esbjerg et par år.

Jeg var inde som soldat i 1948 hos Ingeniørtropperne i Ryvangen. Da jeg havde certificat som bygnings ingeniør vilde de have mig på kornet skole. Jeg deltog i noget af træningen men var ikke særlig interesseret. Jeg var mest interesseret i at komme ud så hurtigt som muligt fordi jeg vilde ind på akademiet og færdiggøre min uddannelse. Jeg fik et halvt års efter tjeneste i Nymindegab.
I 1952 begyndte jeg på akademiet og vi fik en lejlighed i Fredericia Gade hvor Ole blev født i 1954. Det skete lidt pludseligt med den fødsel. Ole meddelte ikke sin ankomst på nogen nævneværdig måde, så der var kun Randi og jeg til stede. Randi fødte og jeg var jordemoderen. Da han jo ikke havde noget tøj på da han blev født gav jeg ham min sweater på; det var jo en kold nat.
Hvis man arbejder hårdt og ikke har andet at tage vare på end at studere, så kan man blive færdig på tre år. Jeg brugte fem år fordi jeg havde en familie at sørge for og skulde tjene penge til studier. Jeg arbejdede for Forsvarets Bygningstjeneste på Kastellet og i Avedøre. De sidste tre år i Danmark levede vi i Brøndbyøster.

I Marts 1957 emigrerede vi til Australien. Vi havde en dejlig tur ombord på P&O’s Iberia. Vi sejlede først fra Esbjerg til London. Vore familier stod på kajen og vinkede farvel. Det var den sidste gang jeg så min far. Det tog lige ved een måned at nå Australien. Rejsen var som et ophold på et luksus hotel. Vi havde bestemt at finde et sted hvor der hverken var for varmt eller for koldt og hvor der var masser af solskin. Brisbane var dette sted hvor samtidig kultur og levevis var nogenlunde som vi var vandt til. Jeg hade sikkret mig arbejde hos nogen arkitekter i forvejen. Vi har aldrig fortrudt hvad vi gjorde. Vi har været tilbage i Danmark flere gange. Min mor og mange andre af familien i Danmark har været på besøg hos os også.
I årenes løb har vi set meget af Australien på øst kysten, lige fra Thursday Islan nord for Australien til syd spidsen af Tasmanien. Vi plejede før Randis sygdom at tage på sommer ferie til Cairns. Det er 2000km nord på. Sommetider kørte vi der op i bil og somme tider tog vi toget. Den Australske regering giver en gratis tog rejse een gang om året til ældre mennesker. Uden for Cairns ligger Coralrevet. Det er en fantastisk oplevelse at svømme mellem coraler, fisk og hav planter. Een af gangene vi var der oppe fik jeg mit certificat som scuba diver. Jeg skulde svømme gennem coralerne en halv time fra kysten og ud til skibet. Vi var et hold på otte mennesker. Det var virkelig et af mit livs højde punkter. Jeg var den gang 70. Det var lidt for sent med hensyn til en videre udvikling.
Vi boede de to første måneder i en emigrations lejr der hed Wacol. Det var en forhenværende militær lejr. Der efter lejede vi et hus et årstid i Balmoral St, Hawthorne, Brisbane. Da vi forlod Danmark havde jeg stadig væk ikke fået mit afgangs certificate som arkitekt. Akademiet i København fortalte mig at det ikke vilde hindre min fremtid i Australian da jeg i alle tilfælde var nødt til at opnå et certificate fra Queensland University. Jeg arbejdeje på arkitekt tegnestuer i tre år og blev acclimaticeret før jeg startede på universitetet. På Queensland Uni bad man mig om at sidde for bygnings lovgivning og specification. Man vilde være sikker på at jeg forstod at bruge sproget tilfredsstillende. Desuden skulde jeg udføre et afgangs project sammen med de andre studenter i afslutnings året. Jeg fik så afgang og arbejdede for den australske regering i de næste tyve år. Det var en interessant og fyldesgørende tid jeg spenderede hos den australske regering med mange spændende opgaver.
Projecterne var laboratorior, fængsler, telefon centraler, fyrtårne og bygninger for Australian Broadcasting Corporations for at nævne nogen få. Jeg lod mig pensionere da jeg var 60 år gammel og har indtil nu været glad og tilfreds i min pensions tilværelse.

Randi og jeg byggede vort første eget hjem 20 km vest for Brisbane i Samford på en 5 acres grund. Det var en 80 sqm træ konstruktion på beton gulv. Det blev bygget af brugte materialer fra fem forskellige bygninger. Sømmene skulde ud først før man kunde arbejde med det. Randi og jeg brugte flere uger. Da der ikke var nogen electricitet på grunden måtte vi bygge det i tre m sectioner i den nærmeste farmers gård. Det blev så transporteret på lastbil ned til vores grund da alle sectionerne var færdige. Det blev et godt hus hvor vi levede med vore to børn de næste 20 år. Der var en dam på grunden og masser af plads til hest, kænguru, emu, perlehøns, hunde og katte. Huset står endnu.
Mens vi boede der byggede Randi og jeg et sommerhus I Perigien, 130 km nord for Brisbane. Det var en a-frame af træ og meget glas. Det var beliggende i klitterne med direkte udsigt og adgang til oceanet. Vi hjalp hinanden med det hele. Randi var en meget god arbejdsmand. Det var et herligt sted hvor hele familien kunde lide at komme. Familien var jo efterhånden groet.Susanne var gift med Paul og de havde to børn Anita og Ivan. Ole var gift med Sandra og de havde to børn Steven og Angela. Vi solgte huset i 1981 og købte et i Warana, 100 km nord for Brisbane med samme udsigt og adgang til oceanet.Vi lavede nogen forandringer til 1st sal og tag, et sol dæk og en masse glas skyde døre. Det er det hus vi stadig bor i og som vi håber at blive i mange år endnu.
I mellem tiden har Anita giftet sig med Cameron og de har fået Bella. Steven har giftet sig med Lisa og de har fået Ally og Piper. Angela har giftet sig med Matthew og Ivan har en partner Danielle. Det har altid været en tradition at Jul og Påske skal fejres her oppe. Så er huset fuldt til briste punktet. Det kan lade sig gøre på grund af klimaet. For det meste er vi i haven eller nede ved vandet.Det er dejligt med et sted hvor familien kan lide at komme, så ser man dem lidt tiere. Jeg vil også lige nævne at hele vores dejlige familie altid har været parart til at give en hjælpende hånd når det blev nødvendigt.
Nu er vi så nået til nutiden. De sidste fire år er hovedsagentlig præget af Randi’s blod prop i hjernen som hun fik 2-8-01.
The stroke eller hjerne angrebet bestod af en afbrydelse af blod tilførelsen til et sted på den venstre frontale lobe resulterende i en lammelse af hele den højre side i mere eller mindre grad. Neuronerne som sender signaler om bevægelse af højer arm og ben er lettere beskadiget.Den højre cerebellum sender i øjeblikket ca 20% af signalerne til højre ben og noget mere til højre arm. Randi kan gå med besvær. De første 2-3 skridt er svære at få startet og hun kommer nemt ud af balance. Der efter går hun nogenlunde uden støtte og skal huskes på at rette ryggen og svinge normalt med højre arm, ellers sidder armen krum og stritter lidt. Hun gik ca een km de fleste morgener men de sidste two år er smerterne tiltaget i sådan en grad at hun går meget lidt. Hvis hun har smerter i benet går hun ikke. Hun har smerter hvis hun står stille. Smerterne er der mere eller mindre hele tide. De varierer fra ubehag til middel stærke smerter. De kontrolleres med tabletter. Randi er som regel uden smerter når hun ligger ned og hun sover altid godt om natten. Hun har alle bevægelser og smidighed og nogen styrke; men kan ikke holde på noget undtagen under stærk konsentration Mentalt er Randi’s tale, hørelse og syn ubeskadiget. Udseenet er heller ikke berørt. Lidt af den højre yderste syns periferi er afskåret, men det generer hende nu ikke. Langtids hukommelsen er uberørt. Somme tider er den bedre end min. Korttids hukommelsen er ikke god men har forbedret sig. Den er særlig dårlig når hun har måttet tage mange tabletter. Hun læser meget langsomt og skal stave sig igennem ord. Randi har svært ved at formulere sine tanker og genfortælle hvad hun har læst
Randi er en sjælden gang meget ulykkelig og græder og vil hellere være død end levende. Efter hvad jeg kan finde på internettet er dette normalt efter en blod prop. Alt i alt klarer vi problemerne nogenlunde godt sammen. Vi har hjælp en gang om ugen til hus rengøring. Jeg er blevet vandt til at lave mad og alt den normale hus gerning. Randi kommer som regel op først på formiddagen. Efter morgenmaden er vi som regel i haven hvor vi nyder naturen og en drink og gør lidt øvelser. Vi spiser varm mad mellem kl 12 og 13. Randi sover til kl 15. Så gør hun forskellige øvelser indtil kl 17 hvis ikke hun har for mange smerter. Så har vi drinks igen med lidt TV. Det er alt i alt en kamp som vi sammen skal vinde.
Dette er i store træk sådan som mit liv indtil nu har formet sig.