Per's Blog

Een af naturens oplevelser her på Fanoe kan være, når andemor og andefar pludselig dukker op efter en lang og kold vinter. I sommeren 2005 blev de forkælet af mig og mine naboer. De vraltede dagligt en tur fra deres lille sø rundt og og fik nogle godbidder. De præsenterede os også for deres 7 små ællinger. Dem fik jeg desværre ikke fotograferet. Da foråret endelig kom nu i 2006, bankede det pludselig på glasdøren ud til min terrasse. Der stod hr.and og ventede på at få den sædvanlige opmærksomhed. Et par dage senere kom fruen. De kom jævnligt flere gange om dagen og bankede på. De har nu været væk i nogle uger og forhåbentlig været optaget af et nyt kuld ællinger. Desværre tror jeg foråret har været for kold til den nye generation. Jeg har set dem for et par dage siden alene i søen. - Sørgeligt.

Hilsen fra Ida i maj måned 2006

Translation “Greetings from Ida in maj 2006”

One of Natures encounters here on Fanø sometimes happens when father and mother duck suddenly appears after a long and cold winter. In the summer of 2005 they were spoiled by me and my Nabors. They wattled daily on a round trip from their little lake to get some titbits They also introduced us to their 7 little ducklings. Unfortunately I didn’t get a picture of them. When spring arrived now in 2006 I suddenly heard a knocking on my glass door to the terrace. There was Mr.Duck expecting the usual attendance. A couple of days later the Misses arrived. They generally came several times a day and knocked on the door. They have now been gone for some weeks and hopefully been occupied by looking after a new litter of ducklings. Unfortunately I think that this spring has been too cold for the new generation. I saw them a couple of days ago on the lake, alone. This is very sad.

Compliments from Ida in May 2006

Per’s Memo

Jeg blev født 4-1-1926 I Holsted, Danmark. Min søster Beth blev født to år senerer og min søster Ida fire år senere. Min far var leder af politistationen i Holsted. Da jeg blev født, og for de næste 10 år, var politistationen liggende i Østergade, overfor Hotellets markedsplads. I 1938 blev den flytted op til Tinghuset højere oppe i gaden.
Vi havde en dejlig tid som børn og unge i Holsted. Det var en typical lille landsby med ca.1000 indbygere. Vi havde mange venner og familie medlemmer boende i byen. Nogen af min mors ungdomsvenner boede der stadigt. Vi havde det meget hyggeligt og morsomt med resten af familien i Holsted. Det var særligt morsomt når onkel Kette (Kristian) kom omkring for et hold snak og en øl. Han var en rigtig skuespiller som altid var fuld af sang og lystighed. Han var en god musikker som tit spillede med min mor og andre venner. Jeg tror at hans søn Bjørn har arvet lysten til at synge lystige viser. Vi var tit på besøg hos onkel Kette og tante søster(Marie) og deres børn Karl Jørgen og Bjørn.De boede i Søndergade i Huset som min bedstefar Carl Weirup havde bygget i 1912. Der var to etager og et værksted. Overfor, på den anden side af gaden lå “Toftebo”hvor min onkel Valdemar boede med sine to søstre tante Karen og tante Mie og deres mor tante Anna som var en søster til min bedstefar. Unkel Frederik, en bror til min bedstefar, var fotograf i Holsted Station, en landsby tre km syd for Holsted, Der var også onkel Chr Keldsen og tante Dorthea som havde en forretning i Søndergade der hvor viadukten nu er.
Tiden hvor vi groede op i Holsted gik stille og roloigt uden de store hændelser lige med undtagelse af Anden Verdenskrig. Fra jeg var 6 til 11 år gammel gik jeg til den samme skole som min mor. Efter skoletid var der altid noget at tage sig til. Vi legede f.eks at vi var voksene og havde biler, huse og bestillinger. Vore cykler var biler. Vi byggede vore huse af grene og moss i skoven som tilhørte hotellet.Vi lavede konkurrencer af forskellig slags. Jeg var verdens mester i at køre tværs igennem en hæk uden at stoppe.Om vinteren skøjtede vi på Vestermosen eller kælkede på kælkebakken i Skyggedal. Der var en lille biograf i byen som gav os en masse ideer til efter ligning. Vi legede indianere og cowboys hvor hver især efterlignede de forskellige personligheder fra film vi havde set. Der var flere svømme huller i nærheden og der var masser af skov så vi kedede os ikke.Nogen af os fiskede i Holsted Å som snoede sig smukt gennem byen.

Livet blev en lille smule mere alvorligt da jeg startede på Ribe Katedralskole da jeg var 11 år gammel. Ribe er 25 km fra Holsted, så jeg rejste med tog og skulde skifte i Bramminge. Rejsen tog en time. Jeg skulde med bus 3 km til Holsted Station.I de næste 5 år startede jeg kl 7 og var hjemme kl 4 hvor jeg så skulde gøre hjemme arbejde. Det var jo i krigsårene med forsinkede toge eller slet ingen toge. Så havde vi fri og det var jo dejligt.

Jeg husker tydeligt niende April 1940. Toget gik ikke længere end til Bramminge. Al dansk togtrafik blev aflyst. Et tysk panzertog overmalet med dødninge hoveder kom langsomt rullende fra syd ind på Bramminge station. Det syn glemmer jeg aldrig. Der var masser af støj fra Messersmith jagere oven over os.Jeg gik sammen med mine kammerater hen til et gade hjørne i Bramminge. Der var en endeløs trafik af de tryske tropper kommende på motorcycle med sidewogn, små biler, store biler, lastbiler og tankvogne på vej ind i Danmark. Det var både spændende og sørgeligt på samme tid. Der var ikke noget skyderi hvor vi var.

Skoletiden i Ribe gik ret stille af. De fleste af os unge mennesker rejste til skole enten i Ribe eller i Esbjerg. Vi rejste alle i det samme tog morgen og aften og havde en masse sjow. Jeg husker en hændelse hvor det lykkedes een af mine skole kammerater at udrulle alle toilet papir rullerne ud af vinduet fra alle toiletterne på toget. DSB brugte den gang alle deres gamle vogne på Ribe banen. Vognene havde udvendigt trinbrædt og gelændere i hele togets længde. Toget rullede ind på banegården pyntet som et juletræ. Der hængte toiletpapir på alle gelændere og håndtag. Drengen der gjorde det havde en alvorlig samtale med rektor dagen efter. Stations forstanderen fra Bramminge havde klaget til skolens rektor.
Det var ungdoms årene hvor vi udviklede os. Vi dansede og morede os i de nærliggende forsamlingshuse og på Larsens Hotel og Højskolehjemmet i Holsted. Vi havde også en lille musik gruppe som mødtes en gang om ugen til spil. Vi gik også til gymnastik og tennis.
Lidt efter lidt stoppede alt togtrafik. Kun tog med troppe transporter og krigs materiel var tilladt af tyskerne. Udenbys elever blev nødt til at bo hos lærere og venner i Ribe og Esbjerg.Jeg boede hos een af lærerne nogen få måneder.
I de senere krigsår var undergrunds bevægelsen godt organiseret i Danmark. Min far spillede en masse kort i denne tid. Han sagde altid at han skulde ud og spille kort med sine venner når han forsvandt om aftenen. Det skete altid når han havde lytted til den engelske sender fra London. Vi børn havde jo en anelse om hvad der foregik. Han var medlem af en grubbe som opsamlede våben containere kastet ud fra britternes krigs fly over skovene omkring Holsted. Dette skete naturligvis over hele landet. Min far og mor måtte gå under jorden nogle måneder da han blev advaret om at det vilde gå galt. De rejste til Fur og levede hos min moster Carla og onkel Martin. Min egen medvirken i undergrunden var meget lille. Jeg var fjorten år og skulde passe mine studier. Der var dog nogle af de ældre elever som deltog. To af mine venner fra Bremminge blev arresteret og skudt af tyskerne. Under krigen skulde alle våben afleveres på politistationerne. Een af cellerne på Tinghuset hvor vi boede var fyldt til briste punktet af geværer og pistoler. En grubbe i Ribe bad mig om at tegne en plan af huset visende hvor våbnene var anbragt. Kort tid efter at de havde fået tegningen ankom et par folk en aften fra grubben og afhentede våbnene. De afslog en kop kaffe min mor tilbød dem.

Efter fem års forløb afsluttede jeg årene i Ribe med Realeksamen. Jeg havde nu besluttet mig til at blive arkitekt. Jeg var blevet anbefalet at includere et praktisk byggefag i mine studier. Jeg blev nu tømrer lærling i fire somre i Vejen, 15 km fra Holsted og gik på Esbjerg Teknisk Dagskole i fire vintre.Jeg cyklede de 15 km til Vejen morgen of aften. Gennem hele livet har jeg haft meget gavn og fornøjelse af tømrer faget,Jeg afsluttede med et certificat i bygnings konstruction. Det gav mig adgang til Kunstakademiet i København. Jeg mødte Randi i Esbjerg og inviterede hende til skolebal. Vi elskede hinanden og blev gift et par år efter. Susanne blev født seks måneder efter. På det tidspunkt var jeg meget interesseret i flyvning. Jeg var medlem af den lokale flyve klub i Esbjerg og havde vundet een times dobbel styring i en KZ maskine efter at have færdig gjort et teoretisk flyve kursus. Jeg var bogstaveligt talt oppe i skyerne. Det var en herlig fornemmelse at mærke hvordan planet reagerede på den mindste bevægelse med styre pinden. Bortset fra at flyve lige ud og gøre nogle højre og venstre drejninger fik jeg lov at starte og lande maskinen tre gange. Det var i 1951. Susanne var født et par dage før på Brørup sygehus. Hun foreventede naturligvis mit besøg på sygehuset og var meget gram ihu da jeg ikke ankom. Jeg kunde jo ikke flyve og se til kone og datter på samme tid. Jeg arbejdede på arkitekt kontorer i Bramminge og Esbjerg et par år.

Jeg var inde som soldat i 1948 hos Ingeniørtropperne i Ryvangen. Da jeg havde certificat som bygnings ingeniør vilde de have mig på kornet skole. Jeg deltog i noget af træningen men var ikke særlig interesseret. Jeg var mest interesseret i at komme ud så hurtigt som muligt fordi jeg vilde ind på akademiet og færdiggøre min uddannelse. Jeg fik et halvt års efter tjeneste i Nymindegab.
I 1952 begyndte jeg på akademiet og vi fik en lejlighed i Fredericia Gade hvor Ole blev født i 1954. Det skete lidt pludseligt med den fødsel. Ole meddelte ikke sin ankomst på nogen nævneværdig måde, så der var kun Randi og jeg til stede. Randi fødte og jeg var jordemoderen. Da han jo ikke havde noget tøj på da han blev født gav jeg ham min sweater på; det var jo en kold nat.
Hvis man arbejder hårdt og ikke har andet at tage vare på end at studere, så kan man blive færdig på tre år. Jeg brugte fem år fordi jeg havde en familie at sørge for og skulde tjene penge til studier. Jeg arbejdede for Forsvarets Bygningstjeneste på Kastellet og i Avedøre. De sidste tre år i Danmark levede vi i Brøndbyøster.

I Marts 1957 emigrerede vi til Australien. Vi havde en dejlig tur ombord på P&O’s Iberia. Vi sejlede først fra Esbjerg til London. Vore familier stod på kajen og vinkede farvel. Det var den sidste gang jeg så min far. Det tog lige ved een måned at nå Australien. Rejsen var som et ophold på et luksus hotel. Vi havde bestemt at finde et sted hvor der hverken var for varmt eller for koldt og hvor der var masser af solskin. Brisbane var dette sted hvor samtidig kultur og levevis var nogenlunde som vi var vandt til. Jeg hade sikkret mig arbejde hos nogen arkitekter i forvejen. Vi har aldrig fortrudt hvad vi gjorde. Vi har været tilbage i Danmark flere gange. Min mor og mange andre af familien i Danmark har været på besøg hos os også.
I årenes løb har vi set meget af Australien på øst kysten, lige fra Thursday Islan nord for Australien til syd spidsen af Tasmanien. Vi plejede før Randis sygdom at tage på sommer ferie til Cairns. Det er 2000km nord på. Sommetider kørte vi der op i bil og somme tider tog vi toget. Den Australske regering giver en gratis tog rejse een gang om året til ældre mennesker. Uden for Cairns ligger Coralrevet. Det er en fantastisk oplevelse at svømme mellem coraler, fisk og hav planter. Een af gangene vi var der oppe fik jeg mit certificat som scuba diver. Jeg skulde svømme gennem coralerne en halv time fra kysten og ud til skibet. Vi var et hold på otte mennesker. Det var virkelig et af mit livs højde punkter. Jeg var den gang 70. Det var lidt for sent med hensyn til en videre udvikling.
Vi boede de to første måneder i en emigrations lejr der hed Wacol. Det var en forhenværende militær lejr. Der efter lejede vi et hus et årstid i Balmoral St, Hawthorne, Brisbane. Da vi forlod Danmark havde jeg stadig væk ikke fået mit afgangs certificate som arkitekt. Akademiet i København fortalte mig at det ikke vilde hindre min fremtid i Australian da jeg i alle tilfælde var nødt til at opnå et certificate fra Queensland University. Jeg arbejdeje på arkitekt tegnestuer i tre år og blev acclimaticeret før jeg startede på universitetet. På Queensland Uni bad man mig om at sidde for bygnings lovgivning og specification. Man vilde være sikker på at jeg forstod at bruge sproget tilfredsstillende. Desuden skulde jeg udføre et afgangs project sammen med de andre studenter i afslutnings året. Jeg fik så afgang og arbejdede for den australske regering i de næste tyve år. Det var en interessant og fyldesgørende tid jeg spenderede hos den australske regering med mange spændende opgaver.
Projecterne var laboratorior, fængsler, telefon centraler, fyrtårne og bygninger for Australian Broadcasting Corporations for at nævne nogen få. Jeg lod mig pensionere da jeg var 60 år gammel og har indtil nu været glad og tilfreds i min pensions tilværelse.

Randi og jeg byggede vort første eget hjem 20 km vest for Brisbane i Samford på en 5 acres grund. Det var en 80 sqm træ konstruktion på beton gulv. Det blev bygget af brugte materialer fra fem forskellige bygninger. Sømmene skulde ud først før man kunde arbejde med det. Randi og jeg brugte flere uger. Da der ikke var nogen electricitet på grunden måtte vi bygge det i tre m sectioner i den nærmeste farmers gård. Det blev så transporteret på lastbil ned til vores grund da alle sectionerne var færdige. Det blev et godt hus hvor vi levede med vore to børn de næste 20 år. Der var en dam på grunden og masser af plads til hest, kænguru, emu, perlehøns, hunde og katte. Huset står endnu.
Mens vi boede der byggede Randi og jeg et sommerhus I Perigien, 130 km nord for Brisbane. Det var en a-frame af træ og meget glas. Det var beliggende i klitterne med direkte udsigt og adgang til oceanet. Vi hjalp hinanden med det hele. Randi var en meget god arbejdsmand. Det var et herligt sted hvor hele familien kunde lide at komme. Familien var jo efterhånden groet.Susanne var gift med Paul og de havde to børn Anita og Ivan. Ole var gift med Sandra og de havde to børn Steven og Angela. Vi solgte huset i 1981 og købte et i Warana, 100 km nord for Brisbane med samme udsigt og adgang til oceanet.Vi lavede nogen forandringer til 1st sal og tag, et sol dæk og en masse glas skyde døre. Det er det hus vi stadig bor i og som vi håber at blive i mange år endnu.
I mellem tiden har Anita giftet sig med Cameron og de har fået Bella. Steven har giftet sig med Lisa og de har fået Ally og Piper. Angela har giftet sig med Matthew og Ivan har en partner Danielle. Det har altid været en tradition at Jul og Påske skal fejres her oppe. Så er huset fuldt til briste punktet. Det kan lade sig gøre på grund af klimaet. For det meste er vi i haven eller nede ved vandet.Det er dejligt med et sted hvor familien kan lide at komme, så ser man dem lidt tiere. Jeg vil også lige nævne at hele vores dejlige familie altid har været parart til at give en hjælpende hånd når det blev nødvendigt.
Nu er vi så nået til nutiden. De sidste fire år er hovedsagentlig præget af Randi’s blod prop i hjernen som hun fik 2-8-01.
The stroke eller hjerne angrebet bestod af en afbrydelse af blod tilførelsen til et sted på den venstre frontale lobe resulterende i en lammelse af hele den højre side i mere eller mindre grad. Neuronerne som sender signaler om bevægelse af højer arm og ben er lettere beskadiget.Den højre cerebellum sender i øjeblikket ca 20% af signalerne til højre ben og noget mere til højre arm. Randi kan gå med besvær. De første 2-3 skridt er svære at få startet og hun kommer nemt ud af balance. Der efter går hun nogenlunde uden støtte og skal huskes på at rette ryggen og svinge normalt med højre arm, ellers sidder armen krum og stritter lidt. Hun gik ca een km de fleste morgener men de sidste two år er smerterne tiltaget i sådan en grad at hun går meget lidt. Hvis hun har smerter i benet går hun ikke. Hun har smerter hvis hun står stille. Smerterne er der mere eller mindre hele tide. De varierer fra ubehag til middel stærke smerter. De kontrolleres med tabletter. Randi er som regel uden smerter når hun ligger ned og hun sover altid godt om natten. Hun har alle bevægelser og smidighed og nogen styrke; men kan ikke holde på noget undtagen under stærk konsentration Mentalt er Randi’s tale, hørelse og syn ubeskadiget. Udseenet er heller ikke berørt. Lidt af den højre yderste syns periferi er afskåret, men det generer hende nu ikke. Langtids hukommelsen er uberørt. Somme tider er den bedre end min. Korttids hukommelsen er ikke god men har forbedret sig. Den er særlig dårlig når hun har måttet tage mange tabletter. Hun læser meget langsomt og skal stave sig igennem ord. Randi har svært ved at formulere sine tanker og genfortælle hvad hun har læst
Randi er en sjælden gang meget ulykkelig og græder og vil hellere være død end levende. Efter hvad jeg kan finde på internettet er dette normalt efter en blod prop. Alt i alt klarer vi problemerne nogenlunde godt sammen. Vi har hjælp en gang om ugen til hus rengøring. Jeg er blevet vandt til at lave mad og alt den normale hus gerning. Randi kommer som regel op først på formiddagen. Efter morgenmaden er vi som regel i haven hvor vi nyder naturen og en drink og gør lidt øvelser. Vi spiser varm mad mellem kl 12 og 13. Randi sover til kl 15. Så gør hun forskellige øvelser indtil kl 17 hvis ikke hun har for mange smerter. Så har vi drinks igen med lidt TV. Det er alt i alt en kamp som vi sammen skal vinde.
Dette er i store træk sådan som mit liv indtil nu har formet sig.

Det ser jo hyggeligt ud. It looks cosy.


Påske frokost i Jørgen's og Lis's sommerhus i Blåvand. Jeg kan kende nogen af jer.I recognize some of you.


Det samme gælder billedet her. Måake Lis eller Helga kan komme med en kommentar? Perhaps Lis or Helga will put in a commentary.



Peter og Ellen



Lis og Jørgen

Påskeæg på træerne. Easteræg on the trees.


Du er meget charmerende; men jeg ved ikke hvad du hedder.You are very charming, but I don't know your name.

Jeg vil starte denne blog med at publisere neden stående indlæg skrevet af min mor
og renskrevet af Anne Harboe.
Jeg synes selv at det er fantastisk godt skrevet. Jeg er sikker på at mange af de ældre medlemmer af familien i Danmark vil nikke genkendende til mange ting.
Det vil være dejligt hvis så mange som muligt vil komme med et indlæg om deres liv og færden. Det som man måske selv synes "Det er der da ikke nogen der gider læse om" kan være interessant og oplysende for andre medlemmer af familien. Mange af os kender jo kun hinanden periferisk. Det er altid interessant at høre om hvordan det daglige liv, fra ens barndom og ind til nu,i både tykt og tyndt, har skabt den tilværelse man nu har. Jeg vil selv i nær fremtid komme med et indlæg fra Randi og jeg. Der bliver jo nok lidt vrøvl fra de fleste her nede fra som ikke forstår dansk. Det tager vi med. Jeg oversætter det hvis de vil have det.


Erindringer fortalt af
Ella Harboe født Weirup

Jeg blev født den 25. marts i det herrens år 1901 i en rasende snestorm. En bondemand i nærheden af, hvor vi boede, måtte køre fem kilometer for at hente jordmoderen. – Jeg var den femte i søskendeflokken og kom otte år efter hende, som skulle have sat punktum og til stor forargelse for de to ældste i flokken. – Karla, der var seksten år og Valdemar fjorten. Kristian (Kette) på elleve år tog det mere forretningsmæssigt. Han havde nemlig både kaniner og duer og resonerede som så, ”hvis vi får held med hende, kan vi måske sælge hende, når hun bliver større”. Søster Karen, som var otte år, syntes hun havde fået en dejlig dukke at lege med, og det kunne nær have kostet mig livet. Efter hvad der fortælles, puttede min bror Kette mig en dag i søster Karens dukkevogn og spændte katten for, og så gik den vilde jagt gennem gården, indtil vognen væltede, og jeg trillede ud uden en skramme. – Min far skulle have været temmelig håndfast over for bror Kette ved denne lejlighed.

Det første jeg mener at kunne huske, da tilværelsen tog form – men kun dunkelt – var, at jeg sad fastspændt i en gynge, som var hængt op i dørkarmen mellem opholdsstuen og køkkenet. Min mor og vor unge pige Jette fermede rundt og havde travlt, for vi var mange mennesker til daglig. Min far var snedkermester, møbelhandler og bygningskonstruktør, og der var fire svende og to lærlinge på værkstedet, så der var nok at se til.

Indtil jeg var godt tre år, var det såmænd helt morsomt at være ”femmeren”. Jeg var jo nærmest legetøj for hele familien. Jeg kan huske mine brødre brugte mig som kastebold. De stod i hver sin ende af køkkenet og kastede mig fra den ene til den anden, og jeg hvinede selvfølgelig af henrykkelse. Min mor tog det meget roligt, men jeg kan huske, at min far råbte ”spild hende ikke”, så han har jo nok været lidt nervøs.

På det tidspunkt gik det vist op for min mor, at jeg let kunne blive forkælet, så nu blev jeg holdt i skyggen af søster Karen, der var meget køn, lærenem og kvik i sine bemærkninger. Kette og Karen holdt som regel sammen, og da Karla og Valde kom i plads, var der kun far til at forkæle mig, og det gjorde han såmænd også.

Da jeg var fire år, smuttede jeg tit over gaden til vores genbo – en dyrlægefamilie, som jeg holdt meget af at være hos. Min far og mor kom meget sammen med dem. De var de eneste i landsbyen, der sagde velkommen, da min familie kom fra København efter at have boet der i 17 år. Det betød meget – især for min mor, der nu skulle vænne sig til at være jyde, men heldigvis var der flere af familien, der boede i samme by – både min fars og min mors forældre tillige med to fastre. Den ældste faster Katrine var gift med en købmand Kjeldsen, som havde en stor købmandsgård midt i byen. Faster Anna var gift med en fotograf, som også boede i Holsted men tre kilometer fra, hvor vi boede. Der var jernbanestationen lagt, og vi havde således temmelig langt at gå, når vi skulle med toget eller besøge faster Anna. Hun og hendes mand, onkel Jørgensen, var vi glade for at besøge. Der var tre fætre og tre kusiner, hvoraf den yngste, Karen, var på alder med mig, og vi holdt meget af hinanden. Jeg var ikke ret stor, da jeg spadserede med min far de tre kilometer til Holsted St., hvor de boede. Jeg fik også tit sting i siden, men så tog min far og satte mig op på skulderen og bar mig til stingene var ovre igen. Min faster legede tit med os to ”skrabekager”, som vi to kusiner blev kaldt. Hun klædte sig sommetider ud som en gammel heks, og så gik den vilde jagt gennem stuerne. Vi lod bare som om vi var bange, for vi vidste jo godt, at det bare var faster, men en ting var vi bange for, det var, når faster fik besøg af provst Nissen. Min kusine Karen havde fået i hovedet, at vi kunne risikere at blive ”provstedet”, hvad hun mente, ved jeg ikke, men vi fløj altid ind under sofaen, når provst Nissen kom og vovede ikke at komme ud, før han var gået.

Da jeg var fem år, blev min ældste søster Karla gift med en bager, som havde en forretning ved Holsted St. Så nu havde jeg jo rig lejlighed til at komme der, da jeg både kunne være hos min kusine og min søster. Men det varede kun et år, så flyttede min søster og hendes mand til øen Fuur, men søster Karla kom tit hjem og besøgte os til min store glæde. Jeg husker, at jeg plagede for at sove ved siden af hende den første nat, og det endte med, at divanen i opholdsstuen blev trukket ud fra væggen. Ganske vist blev der en temmelig bred revne, som i nattens løb skulle vise sig at være nyttig, for vi blev begge to vækket midt om natten af et infernalsk spetakkel, som hidrørte fra en bliknatpotte, som tilfældigvis var anbragt ovre under revnen – lige der, hvor min bagdel befandt sig, og det er ikke svært at regne ud, at det var mig der forårsagede ”vandfaldet”, idet jeg drømte, at jeg sad på lokummet i gården. Jeg må sige, at søster Karla tog situationen i ”stiv arm” endda med indvendig latter, men hun var nu også meget lattermild.

Da søster Karen var tolv år og bror Kette fjorten, gik de på danseskole, og når de kom hjem, hersede de med mig for at lære mig at danse lanciers, og de kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne lære at inklinere for alle de stole, som skulle forestille personerne i kvadrillen, og det endte som regel med gråd og tænders gnidsel, indtil min mor forbarmede sig over mig og forklarede dem, at jeg jo kun var fem år, - men jeg fik da lært at danse takket være alle de unge mennesker, der var i huset, og de lærte mig også at synge, så jeg tjente ikke så få to-ører ved at synge for familie og venner.

Nu jeg sidder og skriver, - vi er i november måned, og julen nærmer sig – kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor hyggeligt det var, når svende og lærlinge og hele familien samledes i opholdsstuen for at lave julestads. Svendene havde høvlet spåner, og der blev vel nok lavet små spånkurve i alle faconer og lavet roser og jakobstiger. Mor lavede så kaffe med dejlig julekage til. Der stod altid en kedel vand og snurrede i kakkelovnen.

Mormor og morfar var selvfølgelig altid hos os juleaften, de boede i samme gade og ikke så langt fra os. De blev både hentet og bragt. Det kunne sommetider være nødvendigt, da der ofte var sne og meget glat.

Jeg kan huske, da min mormor var død, og morfar skulle hentes til jul. Da ville han ikke med, fordi det var så glat, men bror Kette, der dengang var i lømmelalderen, tog en af læredrengene med og fik morfar overtalt til i hvert fald at komme ud af gadedøren, men så var det også slut. Morfar strittede imod med begge ben, akkurat som en gris skal slagtes. Det var lige det øjeblik bror Kette havde ventet på, for nu kunne han kures på sutskoene lige til vores dør. Men turen gik langt fra stille af. Morfar skældte ud hele vejen og kaldte dem for ”satans gadedrenge”. Nå, men da morfar kom ind vidste mor lige, hvordan hun skulle få morfar i humør igen. En lille julesnaps gjorde underværker. – Dengang kostede en hel flaske snaps otteogtyve øre, så den savnedes næsten aldrig i noget hjem. Det var også derfor ”Jens post”, der var nabo til os, faldt i Mølledammen med posttaske og hele pibetøjet Han startede juleaftensdag om morgenen på sin tur. Dengang var der ikke noget, der hed brevsprække. Da gik posten lige ind i huset. Dørene var jo aldrig låst, og folk ville gerne have en lille snak med posten. – Der skete jo ikke så meget i den lille by, og Jens måtte jo ikke ”bære julen ud” som det hed, og da der tilmed var snestorm, var folk særligt gavmilde. Så efterhånden blev Jens´s næse lige så rød som nissemændenes huer på julekortene, og da han skulle over broen, som førte over Mølledammen sket det … Han blev heldigvis fisket op af en møllersvend, og Jens forklarede postmesteren, at det forbandede rækværk altid plejede at være ved venstre side, men den aften var det pludselig ved højre side, og da postmesteren meget opbragt spurgte til brevene, sagde Jens nok så nonchala nt ”Ja, hva´ der ett er her i æ task må lei om i æ møldam”, og det var jo ret logisk.

Jeg syntes vi havde det meget hyggeligt om vinteren. Mor læste som regel op om aftenen af ”Danske dronninger uden krone”, H.C.Andersens romaner eller Jeppe Aakjærs ”Jens Langkniv”. Jeg var for lille til at forstå noget af det, men når far og mor lo, syntes jeg også, det var morsomt. Far gik rundt om bordet med sin lange pibe, og jeg sad på skulderen af ham. For at jeg ikke skulle kede mig, havde jeg en kam, som jeg fik lov til at frisere ham med, og man kan vist godt sige, at han fik ”kam til sit hår”, for jeg tog ikke altid lige blidt, og når han råbte ”av”, forsikrede jeg ham om, at det bare var en filt. Ellers var der to hold naboer, som kom og spillede Esmakker. Jeg fik som regel lov til at være oppe til aftenskaffen var serveret, og ved den lejlighed husker jeg, at jeg så mit snit til at blande alle spillepengene og lægge dem pænt samlet på midten af bordet, så da ”spillefuglene” kom ind fra kaffen, kan det nok være, der blev arbejde med at hitte ud af, hvis der var hvis.

Det var ikke altid nemt at være ”femmeren”. De fire ældre søskende ville jo opdrage på mig, og mor var, som før omtalt, bange for at jeg skulle blive forkælet, så det kunne godt resultere i lidt uretfærdighed, syntes jeg.

Jeg kan huske, at søster Karen og jeg skulle dele et stykke chokolade. Det ene stykke var lidt større end det andet, og vi ville selvfølgelig begge to have det største, men mor afgjorde sagen ved at sige: ”Karen er den største, så hun skal have det største”, det affandt jeg mig roligt med, men søster Karen var nu lumsk, hun skyndte sig at spise sin part og derefter sidde og stirre på min chokolade, indtil jeg afleverede et stykke af det, jeg havde tilbage. Hun var også meget snedig, når hun ville opnå noget. Engang da hun gerne ville have et par skøjter, - de kostede dengang fire kroner, og det var jo mange penge, men søster Karen klarede det ved at spørge far, om han kunne låne hende to kroner, og da han gik med til det, spurgte hun meget indsmigrende, om hun så ikke nok måtte få to kroner, og det kunne far selvfølgelig ikke stå for. Ja, søster Karen var ikke så lidt beregnende, men i kraft af sit udseende og dygtighed fik hun som regel sin vilje trumfet igennem.

Jeg tror, jeg har været fem år, da jeg fik en sygdom, som jeg i dag tror har vært børnelammelse i en mild grad. Jeg kunne ikke dreje hovedet eller tåle, at nogen rørte ved mig, og jeg havde høj feber. Og søster Karen var sød, hun hentede sne i et lommetørklæde og lagde det på panden af mig, og den gamle læge, vi havde, beordrede omslag med varm kaffegrums. Om det var det der hjalp, ved jeg ikke, men jeg blev da rask. Alle børnesygdomme fik jeg jo også, og da var det værst, da jeg fik skarlagensfeber, for det var min faster og gudmor, der opdagede det, og da hun var gift med købmand Kjeldsen, der havde den store købmandsgård, gik det jo ikke at hun bragte smitte med hjem. Så det gik af i dybeste hemmelighed. Og jeg kom ikke på sygehuset, hvad ellers alle børn gjorde. Ja, det var ikke så underligt, at faster Katrine var nervøs. Da hun og hendes mand som unge nedsatte sig som købmand i byen, fødte hun efterhånden otte børn, men da der kom tyfus til byen, mistede hun dem alle. Hun fik så igen fire børn, tre piger og en dreng – Elisabeth, Kristian, Ulla og Mie, som heldigvis levede og var – på nær Mie – voksne, da far og mor flyttede til byen. Jeg husker endnu den gamle købmandsforretning med stabler af alt muligt udenfor, og så snart man kom ind, fik man en blanding dufte lige fra kaffe, krydderier og tovruller til petroleum i næsen. Bag disken sprang kommisserne frem og tilbage og kommanderede med lærlingene og bydrengene,og foran stod bønderne med deres koner. Mændene fik så deres piber stoppet og en snaps. Konerne fik en sød snaps, det vi i dag kalder likør. Der lå klipfisk på gulvet mellem smørbøtter – smør, som bønderne var kommet med, og det var ikke lige appetitligt at se til, men hyggeligt var det.
Onkel Kjeldsen så vi sjældent noget til. Han sad som en edderkop i sit spind på kontoret, men hørte og så alt, hvad der skete i butikken. Om søndagen tog han sig en ridetur og kiggede på den jord og de grunde han ejede, og når der var fest på kroen, som lå overfor forretningen, fik min faster ordre på at invitere byens borgerkoner til at drikke kaffe i kroens store spisestue. Det trak jo kunder til, men faster var ikke bange for at give en hånd med, når det kneb for småfolk. Hun blev vækket midt om natten en gang, der var kommet zigøjnere til byen, de boede i telt bag ved kroen. Én af kvinderne var kommet i barnsnød og lå med veer. Zigøjneren bad ikke forgæves, faster gik ned og hjalp med at forløse den stakkels unge kone. Det var hendes første barn – sikkert ikke det sidste. Bag ved købmandsgården – ud til en vej, som blev kaldt Klausens vej – nu hedder den Aagade, boede min farfar og farmor i et lille hus. Jeg kan huske det var hvidt, og i forlængelse af huset var der lavet et drivhus. Farfar var gartner og havde haft et gartneri i Kolding, så faster Katrine var klar over, at farfar skulle have noget at få tiden til at gå med. Det var nu ikke så længe, farfar havde glæde af det – højst ti år. Jeg tror han døde det år jeg blev født til stor sorg for farmor. De holdt uendelig meget af hinanden og gik altid med hinanden i hånden, når de gik en tur. Det varede da heller ikke mere end fire år, så fulgte farmor efter. Farmor var en stovt kvinde, man kan vist godt kalde hende en danekvinde. Det er blevet mig fortalt, at hun egenhændigt flyttede en bro, som gik over Kolding å, det skete en nat i 1848, da vi var i krig med tyskerne. Farmor ville forhindre tyskerne i at komme over åen og smed det hele, både planker og bjælker i vandet, men over kom tyskerne alligevel, for de opdagede farfars gartneri og kom ind til farmor for at købe salat. Nu tænkte farmor ”Jeg skal give Jer salat”, og så plukkede hun alle de mælkebøtteblade hun kunne finde og tog god betaling for dem. Da de gik, gned farmor sig i hænderne – lidet anende at det var det bedste tyske soldater kunne få – det var noget de var vant til.

Om farfar var med i krigen, har jeg aldrig hørt, men jeg ved ,at morfar var med ved Dybbøl, for da mine søskende spurgte ham om han havde skudt en tysker, sagde han at han havde skudt op i luften, han kunne ikke dræbe et menneske - jeg håber det er sandt. Ud over det jeg har skrevet om min farfar og farmor, kender jeg ikke så meget til dem, derimod er der fortalt mig ikke så lidt om min mors familie. Mine tipoldeforældre hed Bartels og stammede fra Tyskland. De boede i Kiel, hvor min tipoldefar var vinfabrikant. Jeg ved ikke hvad slags vin det var, men han skulle have været meget velhavende. De havde en datter, der blev gift med en skoleinspektør, der hed Eiser (Eyser) fornavn kender jeg ikke. Han var meget musikalsk og fik et embede som kantor i domkirken i Kiel. De fik en dreng og en pige. Drengen blev døbt Johannes og blev professor i matematik og doktor i filosofi. Han rejste senere til Amerika ”Denver”, hvor han også blev komponist. Pigen blev døbt Cristiane og hun blev min mormor.

Jeg er ikke helt klar over hvor fornemme mine oldeforældre var, men de må være kommet sammen med greveparret Rantzau, for grevinden var min mormors gudmor og fik hendes fornavn Otilie. Min mormor efterlod sig en bønnebog som hun modtog som dåbsgave af grevinde Otilie Rantzau med nogle datoer og efterskrift. I hvert fald blev der jo også skandale, da min mormor ville giftes med morfar. – Det var en misalliance, da morfar var en ganske almindelig håndværker fra Fyn. Han havde været med i krigen og som dansker – fjende -, så det kunne der ikke blive tale om, men mormor gav ikke slip på sin Jørgen, og en skønne dag flygtede de sammen til Danmark. Mormor blev gjort arveløs men morfar fik en stilling ved sit fag, han var klejnsmed og en tid var han togfører, - vist det første tog fra Fredericia. Min mor fortalte, at hun og hendes søskende sad på en høj skrænt uden for Fredericia, hvor de dengang boede, og så morfar køre toget. Det var pyntet med blomster og guilander, og morfar så meget stolt ud.

Mor fortalte, at de havde en dejlig tid i Fredericia, der var vand og en dejlig skov, som hed Trælde. Der gik de meget. De var fire søskende, morfar den ældste, så kom en dreng, Frederik, så Emma og til sidst Otilie – opkaldt efter sin mor. Morfar havde godt arbejde, og om aftenen, når morfar kom hjem, hyggede de sig med at synge flerstemmige sange. Stakkels mormor kunne ikke være med, for da hun boede hjemme sang hun med i det kor, som oldefar dirrigerede, og han blev ved med at presse hendes stemme op i diskanten, så hendes stemmebånd blev ødelagt. Jeg kan huske, at hun talte som en høne, der var skruk.

Mormor og morfar må også have boet i Kolding, medens mor var helt ung, for hun har fortalt mig, at hun var med i en syklub en gang om ugen hos en borgmester Chjørring i Kolding, hvor fruen læste højt og hjalp dem med deres håndarbejde.

Da mor var gammel nok til at flyve fra reden, rejste hun til København og tog plads i forskellige huse – helst ved fine familier, da mor syntes, at man lærte mest der. Om min mormor havde en finger med i spillet der, ved jeg ikke, men umuligt er det ikke, da hun jo selv var af fin familie. Mor oplevede da også flere tinge i de ”fine huse”, f.eks. skulle suppen, når der var middag, koge hele natten før den dag den skulle serveres, og var tillavet med så meget vin, så man næsten ikke kunne smage, hvad det var.

Hos digter Kellands, hvor mor var stuepige, kom der mange kendte skuespillere, blandt andre Oda Nielsen, som dengang var en meget feteret skuespillerinde. Oda Nielsen ville altid have mor til at hjælpe sig af og i overtøjet, selvom der var tjenere.

Jeg ved ikke hvor mor og far traf hinanden i København, men far var ansat i et stort snedkerfirma, E.B. Hansen, hvor han havde stået i lære og blevet svend. Det kan jo have været et tilfældigt møde, som så udviklede sig, men det kunne nær ikke være blevet til noget, for mor kendte en veninde, der var rejst til Amerika, og hun havde sendt mor en billet til at rejse over til hende. Det passede mor meget dårligt, nu da hun var kommet til at synes så godt om far, og han om hende, men mor syntes, at hun havde en forpligtelse over for veninden og troede at billetten skulle benyttes, så mor vandrede sorgfuld til billetkontoret for at hente den, men ekspedienten må have set på mor, at hun var alt andet end glad, for han spurgte direkte om mor var ked af at komme til Amerika, og da mor erkendte det, sagde han at det behøvede hun heller ikke, for billetten kunne refunderes. Hvem der blev glad var mor – og far med, så de forlovede sig, og det varede ikke så længe før de giftede sig. Da de havde været gift i to år, ventede de deres første barn, og hvor usandsynligt det end lyder, så fortalte mor mig, da jeg selv skulle være mor, at hun dengang ikke anede, hvordan et barn blev født. Hun troede det skete ved at navlen åbnede sig. Hun kom hovedkulds ud af sin uvidenhed, da hun i fortrolighed talte med nabokonen om det, og den bramfrie kone med en hjertelig latter sagde: ”Nej, lille dame, børn kommer sku´ ud hvor de er kommen ind”, ak ja, hellige enfold, man kan gøre sig sine tanker om, hvor meget min mormor har talt med sine børn, det har jo nok været tabu at tale om den slags ting i hendes hjem.

I fars familie var de seks søskende fire drenge og to piger. Drengene hed Mathias, Christian, Carl og Frederik. Carl var altså min far, han var nummer tre i flokken. Frederik var den yngste, de to piger, mine fastre, hed Anna og Katrine. Mathias rejste til Amerika. Jeg har aldrig fået at vide hvad han var, men han tjente vist ret godt efter hvad jeg ved. Han besøgte også familien her hjemme engang imellem. Christian var både familiens håb og sorte får. Forstået på den måde at han var kunstnerisk begavet, blev også akademisk uddannet som billedskærer, men som det så ofte går med kunstnere, mange venner, stor børneflok og være glad for spiritus, de tre ting kan lægge beslag på budgettet. Han var særlig dygtig til at reparere gamle kirkefigurer og var mange gange hos kejserinde Dagmar. Hun havde mange russiske billedskærerarbejder, som skulle repareres, men det kunne alligevel ikke slå til i husholdningen. Der var fem børn, Ella, Alma, Marie, Olga og Karl og så en gammel bedstemor tante Philippas mor. Onkel Kristian døde ret tidligt, just ikke mere end i fyrrene. Onkel Frederik slog sig ned i Viborg som fotograf, indtil han flyttede til vores by i 1915 efter onkel Jørgensens død – altså faster Annas mand, som også var fotograf. Onkel Frederik overtog så forretningen. Onkel Frederik og tante Marie havde en søn Svend, som til deres store sorg døde, da han var godt fyrre år. Han var eneste barn, og tante Marie døde et par år efter. Onkel Frederik kom så på De Gamles Hjem, hvor han døde efter at have været der i to år, derimod blev faster Anna godt 90 år, desværre måtte hun af med det ene ben, inden hun døde.

Både fars og mors forældre kom til at bo i Holsted på deres gamle dage, så vi var, som før skrevet, efterhånden en stor familie. Da jeg var ca. fire år, fik jeg mit første chok. Det var tordenvejr, søster Karla var hjemme med sin lille dreng Karl Max, han var ti måneder gammel, og jeg elskede ham selvfølgelig. En aften – jeg kan huske det var aftenen mellem den sidste august og første september, vi var gået i seng alle sammen. Søster Karla og hendes lille dreng sov nede i stuen, alle vi andre oven på. Vi havde et stort gavlværelse, hvor både far, mor, søster Karen og jeg sov. Kette havde sit værelse ved siden af, og svende og lærlinge i de andre værelser. Heldigvis var der ingen af dem hjemme, da det var lørdag aften. Vi havde nok været i seng en times tid, da jeg drømte at jeg blev forfulgt af en tyr, der hvinede og skreg. Da vågnede jeg, og til min rædsel hørte jeg søster Karen skrige ”Jeg går gennem gulvet” samtidig lød der et øredøvende spektakel, og pludselig lå jeg alene i soveværelset, men et øjeblik efter kom Kette og løftede mig ud af sengen, ud på trappen og bar mig ned. I gangen ud til gården stod far og mor, døren ud til gården var lukket op, og ude i gården stod Karla med sin dreng på armen. Regnen styrtede ned, og den lille Karl Max holdt de små hænder på hovedet og kunne slet ikke forstå, hvor alt det meget vand kom fra. Jeg kan huske,at vi alle trykkede os sammen, og mor sagde ”gudskelov vi er samlede alle”. Far tog mig på armen, og vi gik ud i køkkenet i mørke, vi havde jo petroleumslamper over det hele, så det varede lidt inden de blev tændt, og det var et forfærdeligt syn, der mødte os, skorstenen var splintret af lynet, kalk og puds lå på gulvet, og på køkkenskabet oven i mors dejlige hjemmebagte julekage, heldigvis var der lagt et rent viskestykke over, så vi kunne spise den. Da vi kom ind i stuerne, gik vi og vadede i glasstumper, lynet havde fulgt guldrammerne på de billeder, der hang på væggene, vi kunne mærke, at der lugtede af brændt træ, men mærkværdigvis var der ikke noget der brændte, men der var en mængde huller i taget, næsten det halve af taget manglede, og det varede ikke længe inden naboerne indfandt sig, de troede alle sammen, at det var hos dem lynet havde slået ned og var mere eller mindre chokerede. Én af mændene mødte op i sin kones benklæder i den tro, at det var hans egne underbukser han havde snuppet, men vor genbo, dyrlægen, kom med chokolade og kage, men der var nu ikke mange af os, der kunne få noget ned. Jeg for mit vedkommende sad på mors skød og rystede og hakkede tænder i et par timer. Jeg havde svært ved at overvinde choket. I flere dage turde jeg ikke gå alene op på loftet, og mærkværdigvis kunne jeg ikke tåle at høre, hvis der kom en lirekasse og spillede i gaden, så løb jeg ind og græd.

Det næste chok kom, da jeg var godt seks år. Søster Karla, hendes mand og lille Karl Max boede dengang i Vinderup. Lille Karl Max var fyldt tre år, og jeg elskede ham og glædede mig meget, når vi fik brev om, at vi kunne vente familien på ferie. En eftermiddag, da jeg kom ind, efter at jeg havde leget med mine veninder, kom der et telegram afsendt fra Vinderup, mor læste det højt, og der stod ”Karl Max kørt over, død”. Først var jeg lammet, men så skreg jeg og blev ved med at skrige, indtil mor lagde mig i seng. Jeg fik feber både om natten og næste dag. Mor forklarede mig, at hun var nødt til at rejse til Vinderup for at være hos Karla, og det kunne jeg jo godt forstå. Næste dag havde jeg ikke feber og kunne komme ud til mine veninder, som trøstede mig hver på sin måde, og jeg kom fra det, men glemte aldrig den lille dreng.

Min skræk som lille var at høre hornmusik. Jeg kan huske da min far blev skyttekonge og blev fulgt hjem med hornmusik, jeg gemte mig bag alle de skørter jeg kunne finde. Det var nok den store tuba, som jeg syntes lød faretruende. Da jeg blev 6 år, skulle jeg i skole og samtidig lære at spille klaver. Søster Karen var flink til at spille, og jeg var jo næsten opflasket med musik ved, at jeg fra ganske lille blev spillet i søvn af far, der spillede godt på violin. Men med hensyn til klaverundervisning, tror jeg nok det blev grebet forkert an, for jeg var kun 6 år, og så skulle min kusine undervise mig. Jeg kan huske, at jeg havde en hårfletning i nakken og den blev brugt af min kusine til at rykke i, hver gang jeg spillede forkert, så jeg græd jo, når jeg skulle til spilletime. Bedre blev det ikke, da søster Karen påtog sig opgaven at gå videre med mig, man kan nok tænke sig, hvordan det går, når en søster vil spille ”lærerinde”. Det hjalp først, da far selv tog sig af mig, trods det at han kun spillede violin, fik han mig så vidt, at vi kunne spille sammen. Desværre kunne han jo ikke læse min fingersætning, så der hvor det ikke var angivet, måtte jeg selv finde ud af det, og det gik jo ud over fingerfærdigheden. Havde far og mor haft råd til at ofre den undervisning på mig, som søster Karen fik hos en fru Svarre, så var jeg måske blevet dygtigere, men jeg har klaret mig med det jeg fik lært, og jeg har haft megen glæde af musikken.

Der var forskellige personer i min barndom, som jeg særlig husker, fordi de nærmest var originaler. Vi spadserede til Tirslund Plantage for at se den store sten, som i et barns øjne jo var et bjerg. På vejen der førte til Tirslund lå der et lille faldefærdigt hus med sække stoppet i vinduerne, der boede Maren Eg. Hun skulle være datter af en mand, som blev kaldt ”Plyndre Hans”, og som boede i Bjøvlund Plantage. Der blev sagt, at han som ung havde ligget på lur mellem træerne ved vejen og havde udplyndret de enlige,der passerede forbi – Deraf navnet. Maren Eg ernærede sig med tiggeri. Hun gik med en stor pose på nakken, tørklæde om hovedet og et pjaltet, snavset forklæde på en lige så snavset kjole, men hvad jeg syntes var allerværst var hendes ansigt, det var så fuld af dybe snavsede rynker og en næse, som på grund af druk, lignede et jordbær. Det var min skræk, når hun kom ind ad køkkendøren og sagde på jysk: ”Må a bæ-j om lidt”, mor gav mig så en ti-øre, det var mange penge dengang, og så skulle jeg give Maren den, jeg turde ikke andet, men jeg skal love for jeg rystede. Maren tog så ti-øren og sagde: ”Tak ska´ do ha´ mi lil´pieg, do æ gue ve de fa´te, så æ Herren å gue ve dæj”. Det var vist det eneste gudelige der kom i Marens mund, for lige så snart hun havde fået så mange penge, så der var nok til en flaske brændevin, så drak hun sig fuld, og så var det et helt andet blomstrende sprog, der kom fra hendes læber. Sommetider forsøgte hun at komme med postvognen, hvilket kusken forhindrede, men hun fik lov at stå på trinbrættet, og så sang hun ”Hjalmar og Hulda”, og hendes sidebemærkninger var bestemt ikke for jomfruøren, men ellers var der såmænd ikke noget ondt i Maren. Jeg kan huske, da jeg en dag skulle hente mælk for mor, - det hentede vi hos sognefogeden, jeg var lige kommet ud af gården med min spand fuld af mælk, da jeg til min rædsel ser Maren Eg komme hen imod mig, i hånden havde jeg nogle småkager, som jeg havde fået af Kirsten Mikkelsen, og i min angst løb jeg hen og gav Maren dem. Da må Maren være blevet rørt, for hun tog om mig og kyssede mig. Jeg gjorde mig fri og skyndte mig hjem for at fortælle mor det. Mor stod som forstenet, så tog hun mig hen til køkkenvasken og – ja det var godt skurepulveret ikke var opfundet dengang, for så havde jeg vist ikke haft meget ansigt tilbage, sådan som jeg blev vasket.

Ole Olsen, eller ”Ole Pip”, som han blev kaldt, var jeg ikke bange for. Han så ellers mærkelig ud, stor og knoglet, hovedet sad nede mellem skuldrene, og ryggen var som en flitsbue. Han havde altid paraply under armen, for han havde den ide, at hvis det blev tordenvejr, kunne han bare slå paraplyen op, så blev han ikke ramt af lynet. Han var meget bange for at gå over baneoverskæringen ved stationen. Når han skulle over skinnerne, tog han skoene af, én i hver hånd, kiggede til begge sider og tog så turen i lange spring. Børn og mange voksne morede sig meget over ham. Jeg syntes tit det synd for ham, og jeg tænkte, at han meget hellere skulle kaldes ”Ole med paraplyen”, men jeg kunne alligevel ikke tænke mig, at han skulle sidde ved min seng og fortælle eventyr.

Vi havde også en svend, som hed Grim. Han kom og søgte om arbejde en aften. Han havde et fuglebur i hånden med en falk i. Han sagde, at han selv havde fanget den og var meget glad for den, så buret med falken blev hængt op i værkstedet.
Desværre havde han ikke meget glæde af fuglen, for en morgen lå den og var død. Grim havde et fortroligt forhold til døden. Når han lavede en ligkiste, og den næsten var færdig, lagde han sig i den og tog sin middagssøvn der. Han fortalte, at han havde overværet den sidste henrettelse i Danmark, og jeg tror, at det der gjorde mest indtryk på ham var, da bødlen efter udførelsen af sit hverv, kastede et par helt nye hvide handsker væk, det syntes Grim var topmål af frådseri.

Jeg må endelig ikke glemme den allersødeste original jeg har kendt! Vores nabo, dyrlæge Sørensen. Det er vanskeligt at sige hvor gammel han var, for jeg synes han har været gammel i al den tid jeg har kendt ham, men jeg glemmer ham aldring og kan se ham for mig, når han sad i sin gig og skulle i praksis. Pisken blev kun brugt til at svinge rundt i store buer, og kroppen fulgte rytmen. Claus, sådan hed den gule nordbak, ænsede overhovedet ikke pisken, heller ikke når der blev råbt: ”Halløj, halløj”, nej Claus passede selv farten, og når han nåede gæstehjemmet, vendte den af sig selv, for det var altid der, at den gamle dyrlæge kom i tanke om, at han havde glemt noget, så måtte han jo tilbage og hente det. Jeg havde så ondt af ham, for begge fødderne var fulde af ligtorne. Det var ikke altid han tog sko på, hvis han om natten skulle ud i et nødvendigt ærinde, og så kunne vi høre hvordan han råbte ”av av av”. Der var toppede brosten, så det har nok gjort ondt. Som regel kom han hver søndag formiddag over til far. De spillede skak og kunne sidde hele formiddagen uden at sige andet end hvad der hørte med i spillet, jo, når dyrlægen blev skakmat – eller hvad det nu hed, så sagde han ”av av nåda”, og pulsede på piben. Ja, den gamle dyrlæge havde sine særheder, men han var hjertens god, når han om aftenen kom hjem fra sine sygebesøg, havde han tit en stor pose sukkerfigurer med, som han hældte lige ned i skødet på mig, men det skete også, når han var tilkaldt til en velhavende bondemand, hvis ko var syg, at han forlangte lidt rigeligt med den begrundelse, at han havde været ude ved en fattig mand, som ikke havde råd til at betale, og så var det kun rimeligt, at den velhavende betalte for ham. Jeg har tit set dyrlægen komme hjem, lukke en skuffe op i buffeen og komme en håndfuld penge i, men der manglede aldrig noget. Fru Sørensen var meget religiøs og havde tit gæster til et veldækket kaffebord. Det var som regel koner fra missionske hjem, men mor kaldte dem ”de sorte koner”, de undslog sig nemlig ikke for at kritisere kaffebordet, når de fulgtes ad hjem, de syntes det var en ødselhed uden lige.

Fru Sørensen var ikke mindre god, jeg fik både i pose og sæk, når jeg smuttede over gaden til hende. I frugttiden spiste jeg mig en mavepine til i blommer, og jeg fik store grene med ribs på – så store, så jeg næsten ikke kunne bære dem. Fru Sørensen tog mig også med i søndagsskole og til juletræ i missionshuset, men jeg var alligevel mest glad for at komme til juletræ i borgerforeningen. Det var gerne femte juledag. Jeg glemmer vist aldrig det juletræ, der var så mange lys på og de sad helt ind til stammen, og så var der både æbler og appelsiner på, som sammen med granen gav en vidunderlig duft.
Det kunne ske at de gæve borgere selv var lidt ”pyntet”, når de kom hjem til middag efter at have pyntet træet om formiddagen, der var jo koldt i salen, og de måtte så have et par genstande at varme sig på.
Jeg synes der var meget mere sne, da jeg var barn, bortset fra de isvintre der har været. Jeg kan huske, at der var mange flere kaner på vejen end vogne – det var hyggeligt, når vi om aftenen sad omkring bordet med petroleumslampen tændt og så høre bjælderne på de kaner, der kom forbi, rumlen af træslæderne og børns glade latter.
På den anden side af mejeriet, som lå ved siden af den nuværende vejoverføring Esbjerg - Kolding, lå markedspladsen op ad en skråning som selvfølgelig blev brugt til kælkebakke, der stod altid nogle store mælkekaner, som blev brugt til transport af mælk fra og til gårdene. Jeg kan huske at nogle store drenge tog en af dem og rutsjede ned af bakken over vejen og ind i drejer Christensens hus. Hele hjørnet af huset gik i stykker. Jeg kan desværre ikke huske, hvad der blev ud af det – jeg var jo ikke ret stor, men jeg kan huske, at jeg kørte i kane med Ingeborg og Aksel Andersen. Der gik en gammel kone foran på vejen – hun blev kaldt Boel. Aksel holdt og spurgte, om hun ville have en kanetur, men Boel svarede: ”Næj, a ve` heller sei` i mæ borre røv i en snedriv.

Kælkebanen fra markedspladsen varede for mit vedkommende ikke ret længe, for der skulle bygges et apotek ved siden af mejeriet. Så byggede min onkel Kjeldsen en købmandsforretning ind mod kammerråd Iversens med indkørsel imellem. I midten – mellem onkel Kjeldsens forretning og apoteket byggede en skræddermester Johansen et hus, så alle tre huse var bygget sammen med apoteket. Bag ved husene var så skrænten, hvor vi havde kælket, op til mardespladsen, som blev bibeholdt i flere år. Dyrene blev transporteret ad en markvej, der gik mellem slagter Hansens hus og ”Kage-Grethes” hus. Ligeledes var der en vej mellem kammerråd Iversens og den købmandsforretning onkel Kjeldsen opførte. Selv om jeg var lidt ængstelig, var jeg meget glad for at gå med far ved hånden og se på alle dyrene. Markedsteltene trak også, for der var mange herlige ting, som man kunne købe, især var jeg meget lækkersulten efter de store søde firkantede stykker sukker, men det måtte jeg aldrig få, de var usunde sagde min far, og honninghjerterne kunne der slet ikke være tale om, for min far havde været i Kristiansfeldt for at besøge sin moster, og da han skulle rundt og se byen, kom han også ind på den fabrik som lavede honningkagerne, og da han så hvordan man behandlede kagerne lovede han sig selv, at han aldrig ville købe honninghjerter mere. For at blive lidt ved Kristiansfeldt kan jeg fortælle, at min fars faster Maren i en høj alder oplevede en historisk begivenhed. Hun nåede at overvære genforeningen og havde på grund af sin høje alder fået reserveret plads, så hun kunne se Kong Kristian ride over grænsen, hun var fuldstændig åndsfrisk men levede alligevel ikke så længe efter.
Tilbage til markedspladsen, den blev henlagt at andet sted for kreaturernesvedkommende, derimod blev hestemarkedet stadig i byen, helt ind i fyrrerne. Det holdtes på hotelejer Larsens plads, hvor der var plads til at trave dyrene og ikke så langt til kaffepunchene. Selv om byen ikke var ret stor, blev det med tiden en embedsby med herredskontor, postkontor, to sagførere, en justitsråd, to skoler og tinghus med tilhørende arrest og selvfølgelig en betjent og en læge. Alle de autoriteter tror jeg nok man i dag ville kalde mere eller mindre originaler, og i hvert fald set med et barns øjne gamle mennesker – dyrlægens særheder har jeg nævnt, - og doktoren havde det med, når han var på sygebesøg, at finde husmoderens syæske, sidde og vinde garnet op og lægge det i orden, medens patienten blev udspurgt om symptomerne. Herredsfogeden gik gerne tur med sin hund, og hvis han fra lang afstand fik øje på en anden, der også luftede sin hund, råbte han ”Tag Deres til Dem”. Samme herre måtte nu i bogstaveligste forstand ned med nakken engang til karneval. Herredsfogeden stod som tilskuer midt i døren til salen, hvor festen blev holdt. Min bror Christian, som var maskeret som djævel, kunne ikke komme forbi, men resolut sprang han buk over herredsfogeden, som af skræk tabte værdigheden og udbrød ”Hvad var dog det” men jubelen tillod ikke herredsfogeden at blive fornærmet.
Postmesteren, synes jeg, så altid så værdig ud. Jeg ved ikke, om det var fordi han havde et træben og slingrede med kroppen, når han gik, men han var et rart menneske og temmelig musikalsk. Han og far spillede tit sammen på deres violiner.
De omtalte herrers fruer kendte jeg mest, det gjaldt om, som i alle landsbyer, at overgå hinanden. Børn havde de fleste af familierne - nogle i konfirmationsalderen og nogle lidt ældre. Der var kun to baller om året, skyttebal og juletræsbal, derfor holdt de prominente familier selv selskaber for de unge, som deres børn kom sammen med, og det blev tit ret mange. Både mine søskende og kusiner samt fætre var altid med. Jeg kan huske, at der blev sendt en lukket vogn rundt, både for at hente og bringe de unge mennesker. Jeg selv var desværre for lille til at komme med, men blev brugt som sovekammerat for sagfører Smidts datter, når forældrene skulle ud, og pigen havde fri.
Selv om der lige som i alle andre børns barndom var mange anstødsstene, så nød jeg den hygge der var i selv byen. Der var først og fremmest ro, det var sjældent der kørte en vogn forbi. Når man en sommeraften sad på en bænk uden for huset, kunne man længe høre en duvende hul lyd, før der langt om længe viste sig en vogn med tørv, hentet fra de omkringliggende moser. Ja sommetider flere mil væk, derfor var der også storke, som boede forskellige steder i byen. Frøerne kvækkede i engene og i ”Vestermosen”. Naboerne besøgte hinanden, fik deres piber stoppet og en sludder i tilgift. Man kunne godt sidde ude til klokken ti uden at fryse, men som regel rejste mor sig op fra bænken efter at have spurgt far hvad klokken var, pakkede sit hækletøj sammen og sagde:” Nu går jeg ind og sætter grøden på bordet”, så fik vi dejlig rabarbergrød eller rødgrød. Som regel kom bror Kette hjem ved denne tid og smed en tre-fire dejlige ørreder på bordet. Han elskede at fiske, men der var også problemer med det, for Kette ville helst fiske i åen øst for mølleldammen, og det stykke eng han gik på, ejede kromanden, og hvis han var i sigte, var det om at komme væk, for han havde altid en stok med til at udtrykke sin sindsbevægelse.
Hjemme havde Kette et helt menageri, hunde, katte, kaniner, duer og høns. Jeg kan huske han havde en dværghøne som var – om jeg må sige- hønesyg. Kette vidste ikke hvad han skulle gøre ved den, men så kom bror Valde, og han foreslog at hønen skulle have en teskefuld snaps, og det fik den, og mindsandten om den ikke livede op, og så synes Kette, at når det hjalp så godt, måtte den hellere få en snaps mere, og det fik den, men med det resultat, at hovedet faldt om på siden,og den fik en salig død. Bror Valde så meget efteertænksom ud og konkluderede, at den nok ikke skulle havde haft den sidste. Derimod havde han en hane, der var fuld af courage. Der var ingen børn der turde komme ind i gården, uden der var en voksen med. Hanen fløj lige i hovedet på dem, der viste sig. Jeg kan huske, at min søster skulle ud på det lille hus, og dyrlægens Karl måtte stå uden for døren og svinge med et flag. Det var det eneste den var bange for. Den endte sit liv i suppegryden,og ingen af vi børn havde medlidenhed med den. Anderledes var det, når grisen skulle slagtes. Når jeg tidligt om morgenen hørte grisens hjerteskærende skrig, puttede jeg mig under dynen og stoppede fingrene i ørene, og jeg kom ikke ned fra soveværelset, før slagteren var ved at skrabe hårene af den, efter at den var blevet skoldet, og da var jeg så modig, at jeg godt ville holde den i halen.
Vi havde da for resten også en gedebuk, men da var jeg så lille, så det var min søster Karen og dyrlægens Karl, der havde mest fornøjelse af den. Far havde lavet en lille vogn, som gedebukken kunne spændes for, og en dag fandt Karen et stykke gardin, som hun anbragte på hovedet som brudeslør, og Karl skulle selvfølgelig være brudgom, så han fik en gammel hat på af sin fars. Kette gik ind på at føre geden med køretøjet, da den var spændt for, og så gik turen ned ad gaden – helt ned til onkel Kjeldsens forretning, da de gjorde holdt der, kom onkel ud, og han der ellers var en alvorsmand, kunne ikke stå for brudekareten, så han hentede et stykke chokolade til dem, som skulle være deres brudegave.
I den østlige del af byen på en bakketop lå Tinghuset – en statelig to-etages bygning tegnet af den kendte arkitekt Bindesbøl. Den øverste etage rummede retssalen, dommerværelse, sagførerværelse og vidners venteværelse. I den nederste boede arrestforvareren med sin familie. Og i de to fløje, som var bygget til bag hovedbygningn var celler. Mod øst til kvinder og mod vest for mænd. Det var sjældent, at cellerne var tomme. Der skulle ikke meget til før en fuld mand røg i detentionen, for der var den gang ikke så få smugkroer – og snapsen var billig. Jeg så en gang betjenten komme kørende med en fuld mand på en trækvogn. Da de nåede Tinghuset blev manden på trækvognen væltet om, som det kunne have været en sæk kartofler og blev bugseret om i gården og ind i arresten. Jeg synes det var uhyggeligt, men værre da far kom hjem og fortalte, at en ung tyveknægt skulle have ”rotting” Arrestforvaren havde ikke lukket fængselsdøren rigtigt ,og det benyttede fangen sig af. Han længtes så forfærdeligt efter sin mor, så der fandt de ham efter et par timers eftersøgning. Den stakkels dreng fik mange slag og skreg,så det kunne høres over det halve af byen.
En retssag kunne nu også forme sig tragikomisk. En man stod i retten sigtet for kønslig omgang med en gris, og under forhøret blev herredsfogeden pludselig fraværende, men så et øjeblik efter på tiltalte og sagde: ”Syntes De da, at det var en pæn gris”.
Vi havde også en spåkone i byen, Semine, hendes mand var meget fordrukken, så føden til sig og sin mand tjente hun ved at gå ud og vaske for folk om dagen, og om aftenen spåede hun unge piger. Det værste var, at Semine ikke kunne forliges med sin nabo – deres haver stødte sammen, og Semine havde deres høns i sin have, hvor de ødelagde alt, hvad hun havde sået, men Semine fandt på råd, lagde sig på lur ved det hul hønsene plejede at komme ind ad, en brødkniv havde hun i hånden, og hver gang en sølle høne stak hovedet ind gennem hullet, greb Semine hønen, skar hovedeet af og smed kroppen over til naboen, hvor den hørte hjemme. Selvfølgelig gik det ikke stille af, Semine var lige ved at komme i knibe, da naboen, Peter, kom farende ind med en stor kæp i hånden. Heldigvis var Semines børn til stede, og det lagde en dæmper på Peters vrede, men de blev jo aldrig gode venner efter den tid, selv om sagen var ordnet uden om retten.

Som barn var jeg meget følsom over for de drillerier, som altid eksisterer mellem søskende ,især når det gik ud over mit udseende. Efterhånden som jeg voksede blev det værre. Jeg fik somme tider at vide,at mine hænder og fødder var for store, og at min forstand var god nok, der var bare for lidt af den, og desværre kunne far ikke lade være med at le. Jeg tudede og det var en tid det eneste våben jeg havde, indtil mor lovede mig klø, hvis jeg ikke holdt op med det tuderi. Så turde jeg jo næsten ikke græde mere. Ikke engang da min hund skulle skydes. Men siden har jeg altid haft svært ved at græde. Derimod har jeg haft en knugende fornemmelse i halsen - og det kan gøre meget ondt. Jeg tror nok fars og mors alder gjorde meget til, at de ikke rigtig kunne sætte sig ind i den verden jeg levede i, og mor havde jo, selv om vi altid havde ung pige til hjælp, nok at gøre med så mange mennesker til daglig. En anden ting var, at både far og mor havde humoristisk sans og måske ikke altid tænkte på,hvad der rørte sig i en barnesjæl.

Jeg kom ret tidligt i skole, fordi søster Karen skulle konfirmeres, og da der var temmelig langt til skolen, syntes far og mor at det var rart,at jeg til at begynde med kunne følges med hende, så det første år - jeg var dengang seks – gik jo fint, men så kom problemerne. Jeg havde jo fået instrukser af far og mor om at sige hr. og frk. til lærer og lærerinder, og jeg måtte ikke tale jydsk. Jeg ved ikke hvordan Karen klarede sig, men Kette kunne udmærket tale jydsk ude mellem sine kammerater, og nærmest københavnsk når han var hjemme. Jeg selv prøvede på at sige æ hjemme, men det var kun én gang det skete. Jeg talte så i skolen som vi plejede hjemme, men blev selvfølgelig drillet med det. Selve skolegangen har jeg aldrig været særlig glad for. Jeg tror nok jeg var sent udviklet, for da jeg blev ældre sprang jeg en klasse over – men jeg har aldrig været noget lys i skolen.
Den af lærerne jeg syntes bedst om var Thomas Juul, han var kun vinterskolelærer og boede ude på landet, men han var nu efter min ringe mening den fødte pædagog. Han var såmænd så tålmodig. Når han stod ved tavlen og forklarede os et regnestykke, sagde han ”I skal bare sige, hvis I ikke forstår det, for så begynder vi kun forfra”.
Der var en tilbygning til førstelærerboligen, som blev brugt til spisestue for de børn som kom fra landet og havde mad med, men den blev sandelig også brugt til at danse i, når der var frikvarter. Det var gerne når vejret var dårligt. Jeg kan se lærer Juul for mig, når han tog sine blå plysses sko på og dansede med os lige til klokken ringede og frikvarteret var forbi. Jeg havde aldrig mad med, for mor ville have, at jeg skulle komme hjem og få min middagsmand sammen med dem. Det var måske også godt nok, men det kneb mig tit at nå det, der var jo kun en times middagspause – fra tolv til eet og det tog mig mindst ti minutter at gå hver vej, så jeg kunne ikke tillade mig mange svinkeærinder, og dem har børn jo i reglen mange af, og gangen er jo ikke altid lige hurtig. Det var ikke altid lige morsomt at komme forbi den gård som lå midt i byen – den som kammerråd Iversen havde bygget og solgt til Frederik Christiansen. I dag havde det nok ikke gået at lade ajlen fra gården løbe lige ud i byens rendesten og derefter ned i åen, man måtte holde sig for næsen og springe over de pytter, som fra rendestenen var løbet ud på vejen.
Førnævnte å var og er stadig en pryd for byen. Den løber fra øst mod vest, slynger sig mellem enge og haver og er et dejligt sted både for voksne og børn. Det var især dejligt at den løb lige neden for legepladsen ved skolen. Hvert frikvarter søgte vi ned til åen om sommeren. Vi klatrede ud på grenene af de store træer som hældene ud over vandet og drengene gik med bare ben og jagede småfisk ud fra åbrinken. Længere mod vest var en badeplads, der lærte jeg at svømme fire tag og var meget stolt af det. Værst var det at latrinen fra dommerens - herredsfogedens en gang imellem kom sejlende som små øer på vandet. Så blev der råbt ”en lort” ”en lort”, og så kan det nok være vi fik travlt med at komme op på det tørre. Ja, hygiejnen var ikke i høj kurs dengang. Det var sært, der ikke var mere sygdom end der var.
Broen, der førte over åen, var sådan set et knudepunkt, idet der går veje derfra til alle verdenshjørner, og når jeg skulle i skole, måtte jeg jo hver dag passere den, det var svært at komme over denne bro, for når man stod på midten og kiggede, så man ud over engene med møllen i baggrunden. Engene var gule af smørblomster, og på taget af kroens rejsestald var der en storkerede med unger. Til den anden side bredte store træer sine grene ud over åen, og der var altid svaner, så der var nok at se, så man var lige ved at komme for sent til skole.
Noget andet var det om vinteren, da var det ikke morsomt for en lille seksårs pige at gå den lange vej. Somme tider i sne og frost. Jeg kan huske en dag, da jeg skulle hjem fra skole var det blæst op til en veritabel snestorm, så jeg måtte vade gennem store snedriver. Da jeg var så langt så jeg kunne se hjem, skulle jeg pludselig tisse. Jeg kunne ikke få mig selv til at sætte mig midt på vejen, men jeg skulle skynde mig og gik derfor over i en snedrive ved siden af et hushjørne. Jeg kunne sagtens få bukserne ned, men det var umuligt for mig at få dem op igen, da mine fingre var stive af kulde, så jeg gik det sidste stykke vej hjem med bukserne om hælene. Da jeg kom ind ad døren faldt jeg på køkkengulvet til stor forskrækkelse for min mor der udbrød ”men lille skat”, så hørte jeg ikke mere for jeg havde så travlt med at skrige af selvmedlidenhed og kulde. Mor fik tøjet af mig ,og mine bukser var en eneste isklump, men det varede ikke længe inden jeg lå i en varm seng og drak kamillete i lange baner. Mærkværdigvis blev jeg ikke forkølet, jeg tror nok jeg var stærk og sund. Min mor var også omhyggelig med, hvad jeg skulle have at spise. Hun var selv fra sit hjem vant til at spise grøntsager, så det fik vi altid rigeligt af. Vi avlede det selv i haven og det var ellers også billigt at købe dem
.
Da jeg var 9 år flyttede vi hen i morfars hus, der lå ca. hundrede meter fra, hvor vi boede på dette tidspunkt. Morfar havde været død et par år, og da onkel Kjeldsen, som ejede det hus som vi boede i, skulle bruge nogle penge – og da vi boede til leje, måtte vi flytte. Det var nok ikke sket, hvis min faster Katrine havde levet, men det var jo godt, at vi havde et sted at flytte hen.
Far byggede så en etage på huset og et værksted i gården, butik skulle der jo også være, så det var en stor mundfuld for far at gabe over, men da han selv kunne tegne huset og selv udføre tømrerarbejdet gik det jo. Mor sled også skal jeg love for, hun tømte vognene for mursten og stablede dem, så murerne nemt kunne få fat på dem, jo, der var krummer i vores lille mor.

Da vi flyttede til morfars hus var jeg 9 år. Far byggede først værkstedet, hvor vi så boede indtil vi kunne komme i det nye hus. Etagen på det gamle – det var i 1912. Det tegnede godt til at begynde med, far var meget kreativ, foruden at tegne huse, opfandt han og lavede rensemaskiner som landmændene købte. Jeg ved ikke om far fik taget patent på dem, men det fik han i hvert fald på de stole han opfandt. De var af mahogni, polerede og sammenskruede, så de kunne ligge i en flad kasse. Far havde dem på udstilling på teknologisk institut i Fredericia og fik mange bestillinger, men det var i 1914 da krigen brød ud, og da far skulle bruge metalrør til stolene, og rørene kom fra Tyskland, stoppede det hele – også rensemaskinerne, da hjul og alt hvad dertil skulle bruges også kom fra Tyskland.

Jeg glemmer aldrig da den første verdenskrig brød ud den 1. august, det var en dejlig sommeraften. Vi sad som sædvanlig på bænken uden for huset, vi var meget uhyggelig til mode, for sognefoged Mikkelsen som skulle sørge for indkaldelser, sendte unge mænd, der ikke selv skulle indkaldes, ud med ordrerne. De kom galoperende på heste hele natten – også min bror Kette måtte af sted til ingeniørtropperne og var inde i to år. Som grænseby blev Holsted selvfølgelig belagt med soldater, både dragoner og infanterister. Der blev lavet kaserne på byens efterskole, og de soldater der ikke kunne være der, blev indkvarteret rundt i byen hos grundejerne - dog kun til middagsmad. Vi fik ikke mindre end otte soldater som skulle have mad hver dag. Det var en streng tid for min mor, for jeg var begyndt at gå til præst og måtte gå 4 kilometer hver anden dag, samtidig med at jeg skulle passe skolen.
Det var ikke morsomt da det blev vinter. Vi præstebørn måtte vade gennem snedriver og sjap, så når vi kom til præstegården, måtte tøj og støvler hænges til tørre på kakkelovnen inde i selve konfirmandstuen som ikke var ret stor, og følgen blev da også, at osen fik nogle til at besvime, men ellers var vi slet ikke kede af den tur, for vi fik som regel følgeskab af dragoner der skulle på patrulje. De var jo til hest og ville gerne have lidt underholdning. Da byen var kommet over sin angst for krig, varede det ikke længe før man opdagede, at det ikke var så tosset med at have soldater i forretningerne og de steder hvor der serveredes. Kroen og konditoriet var altid fyldt med soldater. Der blev heller ikke så lidt mere liv i byen. Regimentsmusikken gav tit koncert med bal, og borgernes døtre kunne selvfølgelig ikke stå for de ”blanke knapper”, så der var liv og glade dage, indtil den spanske syge holdt sit indtog. I de første år var det mest soldaterne det gik ud over. Der var et gammelt gymnastikhus, som lå over for Tinghuset, det blev brugt som lazaret. Jeg husker ikke, hvor mange der døde. Kun kan jeg huske, at en soldat stod op af sengen en nat og gik i febervildelse ned i mølledammen, hvor han druknede.
Da jeg var femten år blev far ramt af tuberkulose. Det var et hårdt slag for familien. Vi slap nu for de soldater vi havde på kost, og da far kom på sanatoriet og bror Kette var indkaldt, var der kun mor og jeg tilbage i huset. Mor syntes derfor at jeg havde godt af at komme ud og lære noget. Jeg kom i huset hos en dommerfuldmægtig og tjente den ”enorme” løn af 25 øre om dagen. Men jeg lærte meget og havde det godt. Kun var jeg ked af de to forkælede gravhunde. De lavede mange gale streger. Jeg kan huske, at vi en aften havde et selskab for byens ”spidser”. En kusine til fruen – hun skulle lære husholdning – var denne aften med til bords. Vi havde kogekone, og jeg skulle varte op. Det endte forfærdeligt. Jeg havde et stort tungt fad med karbonader i den ene hånd og en saucekande i den anden. Kogekonen lukkede døren til spisestuen op, og de to gravhunde så deres snit til at smutte med ind. Jeg nåede lige hen til bordet, da den ene hund kom farende og stødte mod mit ben, det resulterede i, at jeg kom til at hælde fadet med karbonaderne, og en dejlig stor karbonade satte af sted ud over kanten af fadet, landede på knæet af sagføreren, trillede videre, faldt ned under bordet lige for snuden af hundene, og så blev der ballade. Et forrygende slagsmål mellem skørter og ben på middagsgæsterne. Damerne hvinede og herrerne lo, så tårerne trillede dem ned af kinderne. Fruen snuppede fadet med karbonaderne fra mig, så jeg kunne få fat i hundene. Jeg fik dem ud i køkkenet, og der stod kogekonen og holdt sig på maven af latter.
En anden gang vi havde middag, var jeg også ved at gå fra ”snøvsen”. Mit herskab havde stiftet en kunstforening i byen. Poul Reumert var engageret til at læse op en aften. Han skulle selvfølgelig spise hos os, og jeg skulle servere. Om nu Poul Reumert var tankeløs eller en filur ved jeg ikke, men da jeg holdt fadet for ham, følte jeg hans hånd gribe om min og blev ved med at hold den fast, medens han talte med sin borddame, og det var mig umuligt at komme videre. Jeg stod aldeles hjælpeløs og stirrede sindsygt min frue ind i øjnene. Da må det have gået op for skuespilleren, for han gav min hånd et ekstra klem, inden han slap den.
Efter otte måneders forløb kom min far hjem fra sanatoriet og Kette fra tjenesten, så mor havde brug for mig igen, men det var såmænd ikke meget jeg var hjemme, for både mine søskende og voksne kusiner sendte bud efter mig, når de havde brug for hjælp. Og jeg kunne bruges både som sygeplejerske, barneplejerske og hushjælp. Det var oven i købet billigt, for jeg nøjedes som regel med aflagt tøj og engang imellem noget der blev syet til mig, men ellers havde jeg det efter forholdene godt hjemme hos far og mor. Jeg var jo nu blevet så stor, så jeg gerne ville til bal - enten borgerbal, julebal eller sportsbal. Det kneb bare med at få lov til det. Far og mor var ikke meget for at lade mig gå alene, og det blev jo så bror Kette der måtte med som ”anstandsdame” for min veninde Musse og mig. Det første bal, vi var med til, var en ikke hel almindelig oplevelse. Musse havde fået nye tænder, og det var jo ret almindeligt den gang, at man fik det i konfirmationsgave. Mine forældre syntes ikke det var nødvendigt for mit vedkommende, så jeg gik og spekulerede på, hvad jeg nu skulle gøre for at stå ved siden af hende. Jeg kom så i tanker om, at jeg kunne gøre ”en god figur” bogstaveligt talt, for oppe på loftet i en gammel dragkiste vidste jeg, at der lå et gammelt aflagt korset af min ældste søster Karlas, så jeg fik fat i det og snørede mig, så jeg snart ikke kunne ånde, men til bal kom vi da. Det var en dejlig sommeraften og alle kroens vinduer var lukket op. Musse og jeg satte os under et vindue og så på danserne. Om det nu var træk fra vinduet ved jeg ikke, men pludselig kom Musse til at nyse med det resultat, at hendes nye tænder fløj ud af munden på hende og midt ud på gulvet. Musse var ikke sen til at springe efter dem, samle dem op, tørre dem af i lommetørklædet og putte dem i munden igen. Jeg måtte berolige hende med, at der var slet ingen der havde set det. Lidt efter mærkede jeg, at jeg ikke kunne bevæge hovedet, det var lige som om der sad noget i nakken som gik imod den fletning, som jeg havde lavet en flot ”frikadelle” af i nakken. Det gjaldt jo om at virke så voksen som mulig, når man kun er femten år. Jeg prøvede så at føle, hvad der var årsagen, og stor var min skræk, da jeg mærkede en stor korsetstiver, som var brudt ud af det møre stof og arbejdet sig videre for at komme ud i det fri. Der var kun et at gøre, hive korsetstiveren helt op og smide den ud af det åbne vindue med et blik til alle sider for at forvisse sig om, at der ingen havde set det. Det var første gang jeg var til bal uden far eller mor var med.
Som enhver landsby havde byen her selvfølgelig også sine originaler. Foruden dem jeg har nævnt var der ”Hop Katrine”, ”Luge Line” og ikke at forglemme ”Glade Frederik”. Frederik var altid fuld, og sommetider endda rigtig fuld. Han var en slags altmuligmand og tjente gode penge, heldigvis var han ikke gift, så han kunne jo bare bruge løs, og det gjorde han. Jeg kan huske han en sommeraften kom stavrende midt på vejen med en kæp i hånden, som han stødte taktfast i vejen, hver gang de krumme ben tog et skridt, men pludselig ville benene ikke mere denne vej, og nu gik tilbagetoget lige så taktfast baglæns, indtil han tog den sideværts og endte i vejgrøften, slumrede blideligt ind - sov en 3-4 timer, hvorpå han rejste sig og begyndte straks at synge ”Amanda fra Kerteminde”, så var Frederik klar til dagens dont og aftenens kaffepuncher.
I det hus, som far byggede, var der foruden vor egen lejlighed to mindre, som blev lejet ud. Én på 1.sal og én i stuen. Kesten og Jette husker jeg bedst af de første lejere. Kesten betalte vist ikke husleje, for hun havde været vores faktotum lige fra jeg blev født. Jette blev kaldt for ”Hellig Jette” fordi hun var missionsk. Det var der jo så mange der var, men Jette havde det med at prædike for meget, hvor hun kom. Kesten derimod var hendes diametrale modsætning, jævn og bramfri. Som f.eks. da vi havde, som alle andre huse dengang, et WC i gården. Det var en sommeraften og det var længe siden vi havde haft regn. Kesten og Jette havde hver sit lille stykke havejord bag ved WCét, hvor de dyrkede kartofler. Nu gik Kesten og vandede sit lille kartoffelbed, medens Jette sad inde på WCét og hørte Kesten rumstere bag ved huset. Der udspandt sig følgende samtale, Jette: ” Hvad bestiller du der omme?” Kesten: ”A vander mi kartøfler” Jette: ”Det behøvs do såmænd eet, de´ ska vorherre nok sørre for.” Kesten indædt: ”Tompe kvind som om Vorherre eet hår andet å bestill end å pass hind kartøfler” - Kesten havde været gårdmandskone og vidste nok, at landmænd ikke helt og holdent kunne forlade sig på Vorherre når det gælder regnvejr.
Da jeg var seksten år kom der brev fra min moster i Assens, hun var oldfrue på et hotel der hed ”Hotel Sønderjylland” Hotelejeren var enkemand og havde to døtre på min alder, og nu syntes min moster Otilie, at jeg skulle komme over og besøge hende. Jeg var selvfølgelig henrykt, og en søndag morgen fulgte far mig til toget – en dejlig sommermorgen i strålende sol, og jeg nød turen, selv om jeg måtte vente i fem timer i Tommerup. Nå, jeg ankom til Assens sidst på eftermiddagen, og det første min moster gjorde var at pille min opsatte frisure ned. Jeg skulle skam vise mine lange fletninger, sagde min moster. Jeg havde en dejlig ferie hos min moster, men jeg må sige, at jeg fik mit livs største chok den første aften, hotellet var under ombygning, og en del vægge var revet ned. Asta, den ældste af døtrene, havde sit værelse på loftet i den anden ende af en stor sal. Jeg skulle selvfølgelig dele værelse med hende, og da klokken var ti, fulgtes vi ad hver med sit stearinlys, der var jo ingen elektricitet, da det var under krigen, men vi havde nær tabt lysene, for da vi skulle gennem den store sal, så vi pludselig dødningehoveder, der var stillet op ad væggen, det ene hoved ved siden af hinanden. Vi skreg og min moster kom farende. Da hun så, hvad der var årsagen, kan det nok være hun blev rasende. Det varede ikke længe inden hun fik fat i de arbejdsmænd, som var ophavsmænd til den grove spøg, og jeg skal love for de fik deres sag for. Moster var sandelig ikke til at spøge med. De måtte selv tage kranierne væk. Der havde – viste det sig – været kirkegård engang, så der blev fundet ikke så få skeletter, og arbejderne tog det ikke så nøje. Jeg ved heller ikke, hvad der blev gjort ved dem senere.
Da jeg kom hjem fra Assens ventede der mig en god nyhed. Der var blevet bygget biograf, og der var blevet spurgt om jeg ville spille til filmene tre aftener om ugen med et honorar på 15 kr. pr. aften, så jeg tog fat. I begyndelsen syntes jeg også det var morsomt, men efterhånden blev det jo ret trivielt. Det hjalp, at vi blev nogle unge, der under fars ledelse dannede et lille orkester. Vi spillede hver søndag eftermiddag og havde det vældig hyggeligt. Orkesteret bestod af fløjte, violin, cello, bas og klaver. Det var morsomt at se, hvordan naboerne samlede sig neden for vinduerne, når vi spillede. Det var jo det første og eneste lokale orkester i byen.
Efter hånden kom jeg til at spille med andre orkestre til bal og koncert til stor uro for far og mor. For de aftener jeg var ude at spille, kom jeg først hjem kl. fem om morgenen. Det var gerne, når der efter koncerten var bal og som regel overdans. Jeg var tit meget træt, men jeg tjente jo 35 kr. på sådan en aften og det var mange penge dengang. Det fik nu sin afslutning, for jeg tog musikundervisning hos en italiener Bonnaki i Esbjerg. Og da han fik at vide hvor aktiv jeg var, forbød han mig simpelthen at spille hverken til bal, koncert eller i biografen. Jeg måtte pænt øve mig fire timer hver dag på klaveret, men så satte den spanske syge ind for alvor, og jeg gik selvfølgelig ikke fri, idet jeg blev smittet af den søde unge mand, som jeg senere blev gift med, og mit erhverv som musiker var slut, for min forlovede ville ikke have, at jeg rakkede rundt om natten og kom dødtræt hjem om morgenen. Så jeg helligede mig det lille orkester vi havde hver søndag. Da var jeg 18 år, og jeg blev gift 21 år gammel.